Strik for begyndere

Et indlæg om at lære at strikke baseret på egne erfaringer

Indlægget indeholder reklame og affiliate links.

Jeg er sjældent at finde uden strikketøj i nærheden – det er den ultimative afslapning for mig!

Hvordan lærer man at strikke?

Jeg er efterhånden blevet stillet det spørgsmål rigtig mange gange både på Instagram samt af venner og familie. Det kan virke som et helt uoverskueligt projekt at komme igang med at strikke, hvis man intet kender til strikkeverdenen i forvejen, men det gjorde jeg heller ikke selv, da jeg startede, og på kun 2 måneder havde jeg alligevel både formået at strikke et halstørklæde, en hue og en trøje til Charlie.

I det her indlæg vil jeg gerne fortælle lidt om, hvordan jeg selv lærte at strikke, og ud fra mine egne erfaringer forsøge at lave en lille strikkeskole om, hvordan man som nybegynder kan kaste sig ud i at lære og strikke.

Jeg er i den anledning teamet op med Rito.dk, som forhandler et rigtig stort udvalg af strikkegrej og garn. Noget jeg nemlig savnede rigtig meget som helt nybegynder i strikkeverdenen var dels en guide til, hvordan jeg kom igang, dels et begynderkit med de helt basale strikketing, så jeg bare kunne komme igang, og ikke skulle bruge så meget tid på at tage stilling til, hvad jeg skulle indkøbe.

Derfor har jeg i samarbejde med Rito.dk udviklet et begynderkit til den helt nye strikker, som du kan finde lige her. Til begynderkittet har jeg udviklet en nem opskrift på en scrunchie, som du kan downloade helt gratis lige her (du kan også finde opskriften til download i bunden af mit indlæg). Hvis du køber begynderkittet hos Rito.dk, kan du kaste dig ud i at lave din egen scrunchie med det samme og forhåbentlig samtidig bygge fundamentet til meget andet fremtidig strik.

Inden jeg kommer nærmere ind på, hvordan jeg selv greb det an med at starte med strik, vil jeg fortælle lidt mere om, hvad begynderkittet indeholder og samtidig forhåbentlig give en lille indsigt men meget basal indsigt i nogle begreber, som man skal kende for at begynde at strikke.

Scrunchien på billedet bliver strikket i en tråd Hjertegarn merinould.

Begynderkittet indeholder følgende:

  • 3 nøgler garn i merinould i valgfri farve til din scrunchie
  • 1 rundpind 4 mm, 60 cm
  • Sæt med maskemarkører
  • 1 stor synål

Du skal selv sørge for en hårelastik eller bred elastiksnor til projektet.

Jeg har valgt garn i merinould til begynderkittet, fordi jeg ikke kan lide at strikke i andet end naturprodukter selv, og fordi at merinould er et blødt og medgørligt garn, som er godt til nybegynderstrik.

En rundpind er bare to strikkepinde i træ med en wire mellem pindene. 4 mm betyder, at pindene er 4 mm tykke, og 60 cm betyder, at længden fra pindespids til pindespids er 60 cm i alt. Man kan få rundpinde i alle mulige tykkelser og længder, og når man køber en strikkeopskrift, så vil der altid stå, hvad det anbefales, at man bruger til projektet. Forskellige typer af garn passer desuden sammen med forskellige typer af pinde, og typisk vil der på garnets banderole stå, hvilke pinde der anbefales til projektet. F. eks. står der på det garn, som fås i begynderkittet, at det bl.a. passer til pind 4 mm, og derfor er der en rundpind i den tykkelse med i kittet. Jeg har valgt, at rundpinden i begyndersættet er en Knitpro Symfonie, fordi jeg synes, at det er en rigtig god pind at strikke med, da den er let og arbejdet glider nemt henover den. Nogle er glade for metalpinde, hvor jeg er mest til træ, men det er en smagssag, og det finder du helt sikkert ud af undervejs.

En maskemarkør er en lille plastikdims, som bruges til at sætte på sine pinde for at markere noget som hjælp i arbejdet. Det kan f.eks. være omgangsstart, så man kan holde styr på, hvornår man er tilbage ved start, og derved starter på en ny omgang. Når man kaster sig ud i at strikke f.eks. en trøje, vil de små maskemarkører hjælpe til at markere, hvor man f.eks. skal lave udtagninger (strikke trøjen større).

Når man strikker, kommer man ikke uden om at hæfte ender, hvilket indebærer, at man syer de løse garnender, der opstår i arbejdet når man starter og slutter på en garnnøgle, fast i sit strik på indersiden. Det skal man bruge en stor synål til, og derfor følger en sådan også med i begynderkittet.

Der findes en masse andet strikkeudstyr, og når man først bliver bidt af at strikke, er det virkelig lækkert med ordentligt udstyr. Jeg vil dog ikke gøre forvirringen større for nybegyndere ved at skrive mere om udstyr her, for det er umuligt at lære alt på en gang. Måske kan jeg lave et supplerende blogindlæg på et senere tidspunkt med tips til udstyr.

Det gode ved begynderkittet er, at du får præcis det med, som du skal bruge for at strikke dit første projekt – du skal kun selv supplere med en hårelastik. På den måde kan dit fokus være på at starte med at lære at strikke fremfor at skulle dyrke hele strikkegrejsverdenen, som kan være ret uoverskuelig at sætte sig ind i som det første.

Og hvordan kommer man så helt præcist igang med at strikke?

Som jeg nævnte længere oppe, så kan det virke rigtig uoverskueligt at komme igang med at strikke, når man både skal lære et helt nyt håndværk og et nyt fagsprog at kende. Da jeg startede med at strikke i efteråret 2019 brugte jeg utroligt lang tid på Google og YouTube, og jeg savnede i det hele taget en kort og overskuelig intro til bare at begynde på et lille strikkeprojekt, så det vil jeg forsøge at komme med her.

Elliots tørklæde er strikket i en tråd baby merinould. Et rigtig godt begyndergarn.

Når man strikker, skal man altid starte med at slå masker op, hvilket betyder, at man laver løkker på sine pinde af garn, som man kan strikke i. Jeg er meget stor fan af Kimmie Munkholms videoer, og her har hun en rigtig fin video af, hvordan slår masker op.

Når man har slået sine masker op, skal man strikke dem, men inden skal man samle sit garn på rundpinden. Det har Kimmie lavet en udmærket video om her.

Der findes flere forskellige måder at strikke masker på, men den allermest almindelige måde er ved at strikke retmasker eller også kaldet “at strikke ret”. Kimmie har lavet endnu en god video til at lære at strikke retmasker lige her.

Det første jeg strikkede, var et tørklæde til Elliot, hvor jeg på rundpind strikkede frem og tilbage på pindene i ret, og altså ikke rundt på rundpinden, som jeg klart kan anbefale, at man som nybegynder gør. Som du kan se, fik tørklædet et “bølget” udtryk, for sådan ser retmasker ud, når de strikkes frem og tilbage på en pind.

Strikker man derimod rundt på en rundpind i ret, så får man et “mønster” kaldet glatstrik. På den ene side ligner mønsteret et slags ribmønster, mens det på den anden side ligner de bølger, du kan se oven for på billedet af Elliots tørklæde. I min opskrift på begynder scrunchie strikkes der også blot retmasker, men rundt på rundpind (dvs. glatstrik).

Langt de fleste begynderopskrifter, hvor der strikkes rundt på rundpind, holder sig til glatstrik, så man kan komme rigtig langt ved at starte med bare at lære at strikke retmasker. Jeg kan klart anbefale, at man på sit første strikkeprojekt holder sig til kun at strikke retmasker, for det er i sig selv en ny teknik at lære, og samtidig skal man på sit begynderprojekt også lære nogle andre ting, såsom at slå masker op, måske skifte garn undervejs, lukke af for ens strik og hæfte ender.

At lukke af for ens strik betyder, at man til sidst i sit projekt lukker maskerne, så de ikke kan løbe op. Jeg bruger selv og anbefaler den såkaldte elastiske aflukning, da den er nem og god.

Som jeg allerede har skrevet længere oppe, så indebærer det at hæfte ender, at man syer de løse garnrester ind i sit strik, så de ikke løber op igen.

Charlies hue er strikket i en tråd baby merino uld.

Når man har klaret sit første nybegynderprojekt med strik af retmasker, er det en rigtig god ide at lære at strikke vrangmasker. Vrangmasker indebærer en anden strikketeknik end retmasker, og de giver også strikket et andet udtryk.

Når man lærer at strikke vrangmasker, kan man lave det såkaldte ribmønster, hvor man skiftevis strikker en ret, en vrang, en ret, en vrang osv. Ribmønster giver det udtryk, som du kan se på kanten af Charlie hue på billedet, og det bruges meget ofte til halskanten på trøjer, ærmekanterne og forneden på en trøje.

Kimmie Munkholm har lavet en fin video om vrangmasker lige her .

Det andet projekt jeg strikkede, var en hue til Charlie. Jeg brugte en god begynderopskrift fra Lillesvend, som kan findes her, og så tilføjede jeg selv rib – så modig var jeg nemlig. Det skal dog lige siges, at huen på billedet oven over er mit andet forsøg på en hue med rib. Den første blev simpelthen så grim, at den fik min mor! Anyway, det gode ved at gå videre med en hue som begynderprojekt nr. 2 er, at du så lærer at strikke vrangmasker og ribmønster, og at du stifter bekendtskab med indtagninger.

Indtagninger er det man laver, når man ønsker at gøre et strikkeprojekt mindre, f.eks. en hue, som jo gerne skal gå mere og mere ind i toppen. Indtagninger kan strikkes på forskellige måder, men den mest nybegyndervenlige er den som kaldes “2 ret sammen”, og som Kimmie har lavet en rigtig god video om her.

Charlies Novice Sweater Junior er strikket i en tråd mohair – ikke det bedste begyndergarn måtte jeg erfare.

Mit tredje strikkeprojekt var en trøje i mohairuld til Charlie. Jeg kan ikke anbefale, at man som nybegynder kaster sig ud i mohairgarn til sin første trøje, da den “hårede” kvalitet gør det rigtig svært at se sine masker. I stedet kan jeg anbefale dette merinouldsgarn fra Hjertegarn.

Charlies trøje er strikket efter PetiteKnits Novice Sweater Junior, som kan købes lige her.

Jeg er generelt rigtig glad for PetiteKnits opskrifter, da Mette – som står bag – er den bedste designer i forhold til begyndervenlige opskrifter, som jeg er stødt på endnu. Hendes opskrifter kommer med sværhedsgrader, og Kimmie har lavet videoer til næsten alle opskrifter, så man bliver virkelig holdt fint i hånden, hvis man køber begynderopskrifter derfra.

En simpel trøje er et godt nybegynderprojekt af den årsag, at man også lærer at lave udtagninger, hvilket er det modsatte af indtagninger, hvor man gør sit strikkeprojekt større. Til Novice Sweater har Kimmie lavet en video til udtagningerne, som kan ses her.

Man lærer desuden at sætte masker fra til ærmer, og at samle masker op til ærmer, hvilket et to essentielle teknikker i forhold til at strikke trøjer. Kimmie har selvfølgelig også lavet fine videoer specifikt til Novice Sweateren til disse to teknikker, som kan findes på hendes YouTube-kanal.

Min Mors Flæsebluse er strikket af en tråd reloved merino og en tråd silk mohair fra Smuksak garn, som har kvalitetsgarn til rigtig gode priser.

Efter at jeg havde strikket et tørklæde, et par huer og en trøje til Charlie kastede jeg mig ud i mit allerførste egoprojekt (betegnelse for strik til en selv). Det blev til Mors Flæsebluse fra A Nordic Knitting Tale, som blev færdig præcis til min 28. års fødselsdag, ca. 4 måneder efter, at jeg lærte at strikke første gang.

Den var ikke udpræget nem at strikke på grund af flæsen, men det var ikke umuligt, og da jeg mestrede at slå masker op, strikke rundt i glatstrik, strikke ribmønster, lave ind- og udtagninger samt at lukke af, så var det faktisk ikke det værste at lære at lave den såkaldte vrangrille til flæsen, selvom jeg skulle tænke mig godt om.

Efterfølgende er der hoppet mange projekter af mine strikkepinde, både til mig selv, drengene, familie og venner. Jeg har altid gang i et eller flere projekter, og jeg er begyndt at have en vis selvtillid og tiltro til mig selv i forhold til, at jeg altså kan strikke og forstå opskrifter, som for mig klart har været det sværeste. Ikke alle opskrifter er lige læsevenlige.

Charlies Lykke Jumper Kid er strikket i to tråde Filcolana Arwetta, en skyblå og en lyseblå. Det giver et fint farvespil, og garnet et godt til sommestrik, da det er en blanding af uld og bomuld.

Mit seneste projekt har været Lykke Jumper Kid, som jeg teststrikkede for Spektakelstrik.

At være teststrikker indebærer, at man tester en strikkeopskrift for en strikkedesigner inden opskriften bliver frigivet. På den måde kan eventuelle fejl opdages inden, at opskriften bliver sat til salg.

Mie – som står bag Spektakelstrik – er min yndlings strikkedesigner, for hun laver bare de flotteste designs, og hendes opskrifter er også til at forstå. Jeg har mange af hendes opskrifter købt og klar til både mig selv og børnene.

Hvis du efter at have tygget dig igennem mit relativt lange strikkeindlæg tænker, at du aldrig lærer at strikke, fordi du ikke forstår halvdelen af det, du har læst indtil videre, vil jeg bare lige sige, at du skal fatte mod og tro på dig selv. Rom blev ikke bygget på én dag, og slet ikke når man skal lære et håndværk. Jeg vil vove at påstå, at alle med lysten til at lære at strikke, kan lære at strikke. Jeg er selv jordens mest utålmodige menneske, og jeg har absolut ingen stor forhistorie med håndværksmæssige evner, men alligevel formåede jeg at lære at strikke.

5 gode råd til at komme igang med at strikke nu!

For lige at give dig modet til at lære at strikke tilbage, vil jeg opsummerende komme med mine 5 bedste råd til at lære at strikke som en afslutning på indlægget om begynderstrik:

Dramavest fra Spektakelstrik. En rigtig god begynderopskrift på en varm vest.
  1. Køb en startpakke med udstyr til et simpelt begynderprojekt, f.eks. begynderkittet fra Rito.dk, som du finder her.
  2. Vælg et simpelt og overskueligt begynderprojekt, f.eks. begynder scrunchien, som du finder opskrift på her, og udvid derefter din læring med flere teknikker.
  3. Se videoer på YouTube af alle teknikker. Du kan med fordel sætte hastigheden på videoerne ned. Det er vidst klart med dette indlæg, at jeg meget varmt anbefaler Kimmie Munkholms videoer.
  4. Læs lidt op på de forskellige strikkebegreber og teknikker – det har du sådan set gjort ved at læse mit indlæg her.
  5. Meld dig ind i et par strikkegrupper på Facebook, hvor du kan få råd og vejledning. Der er SÅ mange dygtige strikkere derude, der altid er villige til at hjælpe. Jeg bruger selv strikkegrupper meget.

Og til slut vil jeg bare sige, at der næsten ikke findes en federe følelse, end at skabe noget med egne hænder, herunder at kunne forære noget væk, som man har lagt så meget tid og kærlighed i.

Al held og lykke med dit strikkeeventyr, og hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at stille dem her i kommentar eller sende mig en på DM på Instagram (@emmakatrine.c).

Hvis du vælger at strikke min scrunchie, vil jeg rigtig gerne se dit færdige resultat, og du skal være velkommen til at dele det på Instagram under hashtagget #begynderscrunchie.

Kh. Emma Katrine

En scrunchie strikket ud fra min egen opskrift på ‘begynder scrunchie’ med tilføjelsen af strikkede popcorn.

DIY flisekube

Resultatet af en forlænget weekends arbejde

Hjemmelavet flisekube som sofabord i vores stue

Fra inspiration til flisebord

Jeg har længe ledt efter det perfekte sofabord til vores stue men uden at finde det. Jeg tror, at vi har været gennem mindst 3 sofaborde, i de snart 3 år, vi har boet i huset.

En aften sad jeg og kiggede boliginspiration på telefonen på Instagram, da jeg faldt over de fineste fliseborde lavet i kubeform. Men av, de kostede hurtigt 2.500 kr. plus. Jeg skrev derfor straks til min veninde Miaamalie (@miaamaliesj), om vi ikke skulle lave et sammen, og få dage efter stod vi en fredag formiddag ude i Bauhaus for at handle ind til to stk.

Jeg har ikke de præcise tal, for hvor meget vi endte ud med at give pr. flisekube, men jeg tror, at det var omkring 600 kr. pr. stk. for både materialer og værktøj.

Det tog et par timer fredag at handle, det meste af lørdagen til at lave trækasserne og sætte fliserne på, og lidt af søndagen at vaske flisekuberne og sætte fødder på. Altså et lille forlænget weekendprojekt!

Også for DIY-amatører!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er særligt handy, og at Miaamalie heller ikke er meget bedre hjulpet i den retning end jeg er. Men inden du bliver for skræmt af tanken om at bygge en flisekube helt selv, så klarede vi det altså helt selv (med lidt telefonhjælp fra min far). Vi forborede muligvis et par huller med boret drejende den forkerte vej, men hey, der kom stadig hul, og da vi opdagede, hvilken vej boremaskinen skulle dreje, så gik det hele meget nemmere!

Mens jeg valgte at lave et sofabord, valgte Miaamalie at lave et sengebord. Se hvor fint det er i hendes soveværelse!

Indkøbslisten – what to get

Vi valgte som nævnt at handle i Bauhaus, mens vi købte enkelte dele værktøj i Jem og Fix, fordi det var lidt billigere.

Du bestemmer selvfølgelig selv størrelsen på dit flisebord, og den letteste måde at beslutte sig om størrelsen er egentlig at overveje dit behov og hvilke fliser, du ønsker. Herefter kan du ud fra fliserne størrelse og ønskede placering regne dig frem til, hvor store mdf-plader, du skal bruge til kuben. Husk også at beslutte dig for, hvor bred din fuge skal være, da der også skal indregnes plads hertil. I de fleste byggemarkedet skær de mdf-plader på lige de mål, du ønsker, så den del er nem nok.

Indkøbslisten i dette indlæg er tilpasset de borde, som Miaamalie og jeg lavede:

Hvis du ønsker en flisekube i samme størrelse som min (med 15 x 15 fliser) skal du købe 5 x 12 mm mdf-plader i følgende mål:

  • 2 x sideplade i 46 cm x 60 cm
  • 2 x sideplade i 43,6 cm x 60 cm
  • 1 x topplade i 46 cm x 46 cm
  • 2 kasser 15 cm x 15 cm fliser (mine var de billigste med glans fra Bauhaus til under 100 kr. kassen)

Hvis du ønsker en flisekube i samme størrelse som Miaamalies (med 9,7 cm x 9,7 cm) skal du købe 5 x 12 mm mfd-plader i følgende mål:

  • 2 x sideplade i 41 cm x 51 cm
  • 2 x sideplade i 38,6 cm x 51 cm
  • 1 x topplade i 41 cm x 41 cm
  • 1 kasse 9,7 cm x 9,7 cm fliser (Mias var de billigste fra Bauhaus i mat hvid til under 150 kr. for en kasse)

Herudover skal du bruge følgende ting til 1 x flisekube:

  • Værktøj: Murerske, tandspartel, gummispartel og murersvamp.
  • LIP Multi Fliseklæb “fleksibel” (køb det, du selv blandet, det er nemt nok og billigere).
  • LIP Multifuge (vi valgte sort, men det fås i flere farver).
  • Flisekryds 4 mm (medmindre du vælger små fliser, som sidder fast sammen, så de er lige til at sætte op).
  • Arbejdshandsker.
  • 3 billige plastikspande (1 til klæb, 1 til fuge og 1 til rengøring).
  • Trælim til siderne på din kube.
  • Pakke med 25 træskruer med undersænket hoved 3,5 x 30 mm.
  • Fødder til din flisekube.

How to:

Step 1 – forbor pladerne

Du skal starte med at forebore de to største af dine sideplader som vist på min fars flotte tegning her samt forbore topladen.

Der skal være 3 forborede huller på sidepladerne og i alt 12 forborede huller på toppladen.

Step 2 – sæt pladerne sammen

Herefter skal du komme trælim på alle pladesider, der rører hinanden, og bore dem sammen med dine skruer. Det er klart nemmest at være to om dette trin, således at en person kan holde to sideplader sammen, mens den anden borer. Til sidst bores toppladen i. Herefter skal kuben tørre i den tid, der er angivet på din trælim.

Step 3 – påfør grunder

Det er en rigtig god idé at komme grunder på din kube, så mdf’en ikke suger al fugtigheden ud af dit fliseklæb. Du kan selvfølgelig bruge almindelige grunder til dette, men du kan også bruge et gammelt murertrick og fortynde noget fliseklæb med vand til en rigtig tynd masse, som du herefter pensler på.

Step 4 – på med klæb!

Når din flisekube er helt tørret, så begynder det sjoveste – påføring af dine fliser! Her skal du med murerskeen påsmøre fliseklæb i et tykt nok lagt til, at du kan køre din tandspartel igennem, uden at du kan se trækassen. Du skal køre nedefra og op i en lige bevægelse med din tandspartel. Du skal lave én side af gangen med både klæb og fliser.

Step 5 – murerdelen

Når du har smurt din første side op, begynder du at sætte fliser på. Hvis du har købt fliser, som “hænger sammen”, sætter du dem bare på, så de passer med sidernes størrelser. Tryk dem godt fast. Hvis du har købt separate fliser, sætter du dem op med dine flisekryds imellem. Tryk dem godt fast. Gør dette på alle sider og lad dit bord tørre efter anvisningen på fliseklæbspakken – forvent en tørretid på hvert fald 24 timer. PS. Det er altid godt med lidt rosé til udendørs arbejde!

Step 6 – påfør fugemassen

Når din flisekube er tør, og du har fjernet eventuelle fugekryds, påfører du din fugemasse med din gummispartel i diagonale bevægelser. Sørg for at dine fuger er godt fyldt ud ved at gå dem grundigt efter og eventuelt påføre mere fuge med din finger, hvor du synes, at der mangler. Du kan udglatte store fuger ved at komme en minimal mængde vand på fingeren.

Step 7 – rens overskydende fugemasse

Kort tid efter, at du har påført din fugemasse (vi ventede maks. 20 minutter, men læs på pakken), skal du begynde at fjerne overskydende fugemasse ved at vride en murersvamp meget hårdt op med koldt vand. Pas godt på din fuge, når du kører svampen over. Du skal skifte vand ofte undervejs. Det er ikke muligt at fjerne al overskydende fugemasse ved dette step, og der må derfor gerne være et såkaldt fugeslør tilbage. På billedet til højre er vi lige begyndt at vaske Miaamalies bord ned. Lad herefter fugen tørre efter anvisningerne. Vores sagde 8 timer.

Step 8 – last touches!

Når din fuge er helt tør, renser du dit bord for fugeslør med din murersvamp og koldt vand. Skift vandet ofte. Sæt herefter enten fødder under dit bord for at skåne dit gulv. Vi købte stiftfødder i metal til vores. Husk at bordet er tungt, og at du derfor ikke skal vælge for små fødder.

Færdigt flisebord!

Når du er færdig med din flisekube, er det bare at begynde at indrette det i dit hjem. Jeg købte selv et par smukke retro glasskåle på et loppemarked til min, mens Miaamalie besluttede sig for at male en væg i sit soveværelse for en lidt større fornyelse.

Jeg håber, at vores lille DIY-guide har været brugbar for dig, og tag os ENDELIG hvis du deler din egen flisekube på Instagram (@emmakatrine.c og @miaamaliesj).

Kh. Emma og Miaamalie

Påskesjov med æg på ingen tid! 🐣

Påskeæg med børnetatoveringer

Dekorative påskeæg med børnetatoveringer

Vi var i Lalandia weekenden over med drengene og vores gode venner, og derfor har vi ikke haft tid til at hverken købe ind til eller lave flotte malede æg, som vi plejer. Skidt pyt ærligt talt, vi har jo hygget på en anden måde!

Indlægget indeholder reklame.

Drengene skulle dog selvfølgelig ikke snydes for en lille æggejagt i haven med dertilhørende lille påskefrokost. Derfor lavede jeg nogle fine påskeæg ved hjælp af tatoveringer fra Ducky Street. Det var super nemt og tog maks. 3 minutter længere end selve kogetiden på æggene.

Fremgangsmåden er følgende:

– Kog hårdkogte æg.

– Klip tatoveringer ud og placér dem på æggene med en våd klud.

– Færdig.

Ud over at gøre sig fint som påskeæg tænker jeg, at de vil være et hit i madpakkerne eller til børnefødselsdagen i vuggestuen med fx cirkus-tatoveringer eller andre yndlingsmotiver.

Jeg bestiller altid drengenes børnetatoveringer fra Ducky Street, dels på grund af deres fine udvalg, dels fordi de holder rigtig godt, samtidig med at de ikke indeholder noget ‘skidt’.

God påske 🌾

Kh. Emma Katrine