En 2-i-1 fødselsberetning

For nogle år siden havde jeg virkelig ikke set mig selv som typen, der kunne finde på at dele en fødselsberetning offentligt, for fødsler for mig er som udgangspunkt et privat anliggende. Men jeg må altså bare indrømme, at jeg i den grad nyder at læse med hos alle andre, som er søde at dele ud af deres oplevelser, og derfor vil jeg alligevel kaste mig ud i at dele mine egne fødsler.

Fødselsberetninger er helt sikkert ikke for alle, men jeg finder dem selv både spændende og fascinerende – det er nemlig helt utroligt fantastisk, hvad kvindekroppen er i stand til at gøre på kun 9 måneder!

Jeg kommer til at dele to fødselsberetninger i det her indlæg, nemlig vedrørende både Elliot og Charlie. Lille* kommer selvfølgelig for sig selv, om end jeg da håber, at den kommer til at ligne de to storebrødres.

Elliot James, 02.01.15

Jeg havde termin med Elliot nytårsaften 2014. Ærligt håbede jeg på, at han enten kom før eller efter termin af den årsag. I ugerne op til termin var jeg utålmodig på den måde, som jeg kun har oplevet som førstegangsmor – jeg ville SÅ gerne have den baby i armene straks, og at nyde den sidste tid i tosomhed var slet ikke en mulighed.

Selve fødslen havde jeg egentlig ikke så mange tanker omkring. Jeg vidste, at min egen mor ikke havde haft hurtige fødsler, så jeg var rimelig indstillet på, at min egen heller ikke ville være sådan. Jeg havde et stort ønske om at komme i noget vand på et tidspunkt under fødslen, men ikke nødvendigvis at føde i vandet. Derudover var mit eneste ønske, at jeg ikke skulle have morfin, da jeg ikke ville have smertelindring, som påvirkede babyen.

Jeg havde absolut ingen tegn på noget som helst, da jeg ramte terminsdagen nytårsaften. Faktisk var graviditeten med Elliot forløbet helt uproblematisk uden for nogen for nævneværdige gener. Der var heller ingen tegn på fødsel dagen efter termin, og derfor gik jeg lidt skuffet og utålmodig i seng på den første aften i det nye år.

Den 2. januar 2015 vågnede jeg kl. lidt efter 5 om morgenen helt overbevist om, at jeg simpelthen havde tisset i sengen. Det viste sig dog rimelig hurtigt, at det var noget helt andet – nemlig sivende fostervand. Jeg havde intet mærket i løbet af natten, og jeg mærkede heller ingenting tidligt den morgen. Jeg vækkede dog stadig min mand, fordi tilstedeværelsen af fostervand selvsagt er et rimelig sikkert tegn på, at fødslen er nært forestående.

Til fødselsforberedelse på sygehuset havde de fortalt os, at en førstegangsfødende typisk var mindst 24 timer om at føde, og at vi derfor ikke behøvede kontakte sygehuset ved de første tegn på fødsel. Autoritetstro og regelret som jeg er, ventede jeg derfor, til jeg faktisk kunne mærke nogle veer, førend jeg kontaktede sygehuset. Det kunne jeg fra omkring kl. 6 om morgenen, om end det egentlig bare føltes som menstruationslignende kramper mere end veer. Derfor ventede jeg også med at kontakte sygehuset til efter kl. 6, fordi jeg tænkte, at rigtige veer burde gøre væsentlig mere ondt.

Da vi ringede til fødegangen, fik vi at vide, at vi skulle ringe igen efter kl. 7.30. Det virkede ikke som om, at de tænkte, at vi havde travlt, selvom “kramperne” egentlig var rimelige regelmæssige på det tidspunkt, men dog ikke uudholdelige smertemæssigt.

Efter aftale med fødegangen indfandt vi os herefter på sygehuset omkring kl. 8 efter en kort taxatur fra vores gamle lejlighed. På det tidspunkt synes jeg, at veerne bed til, men jeg tænkte forsat, at jeg umuligt kunne være tæt på at være i aktiv fødsel, da jeg jo var førstegangsfødende, og vi ikke var i nærheden af at være de “normale” 24 timer inde i fødselsforløbet.

Vi blev taget godt imod på Holbæk sygehus af en sød jordemor, som gik i gang med en indvendig undersøgelse, efter vi havde talt om, at vandet havde sivet i nogle timer, og at jeg følte, at jeg havde regelmæssige veer. På det tidspunkt var jeg 4 cm. åben, og jeg blev indlagt direkte på fødestue.

Kort tid efter undersøgelsen blev jeg ramt af, hvad bedst kan beskrives som en regulær ve-storm. Jeg gik fra at have nogle ubehagelige menstruationsagtige kramper, til at have enormt smertefulde veer med meget korte pauser imellem. På dette tidspunkt blev jeg tilbudt at komme i vand, hvilket jeg slet ikke kunne overskue, og lattergas, som jeg velvilligt tog i imod, da jeg havde god erfaring med det som smertelindrende middel fra f. eks. tandlægen. Lattergassen hjalp mig over den næste times tid med at holde veerne ud, og ifølge min mand var jeg ligefrem rar at være i nærheden af, fordi jeg mest af alt virkede lidt fjollet og småfuld. Fra jeg blev indlagt havde jeg kun haft lyst til at ligge fladt ned på ryggen, og det ændrede sig på intet tidspunkt undervejs, selvom den søde jordemor foreslog flere andre stillinger.

Omkring kl. 9.40 kunne jeg pludselig ikke holde lattergassen ud længere. Jeg skulle kaste op, også selvom jeg hverken havde spist eller drukket. Efter opkastningen fik jeg en stor trang til at presse, og efter at have konsulteret med jordemoren, som sagde god for det, gik jeg direkte fra lattergas til opkast til en pressefase på ca. 30 minutter, hvorefter Elliot var født kl. 10.13 – kun ca. 5 timer efter, at jeg var vågnet derhjemme med sivende vandafgang.

Han kom straks op til mig, og min mand klippede navlesnoren. Så lå han der, helt lille, krøllet og med det fineste sorte hår. Min mand var i øvrigt en udmærket fødselshjælper under Elliots fødsel, han makkede nemlig hurtigt ret på de små kommandoer, jeg formåede at udstikke under forløbet, f. eks. “hent end bakke NU” (til opkast), og “hold mit ben” (under pressefasen).

Efter fødslen blev vi flyttet til barselsgangen, hvor vi samme dag fik besøg af mine forældre og min bror, da jeg egentlig havde udmærket med energi, og vi alle havde det godt.

Den første nat forløb imidlertid ikke så godt – jeg fik kraftige smerter i blandt andet maven, og blev diagnosticeret med efterfølgende svangerskabsforgiftning, som var svær at smertedække.

Amningen kom heller ikke op og køre ordentligt, da der ingen mælk kom de første par dage. Stakkels Elliot var super sulten, og de mange forskellige sygeplejersker, som tilså os i løbet af natten, havde alle forskellige holdninger til, om det var forsvarligt i forhold til amningen, at give ham lidt MME. Først da en lidt ældre og mere garvet sygeplejerske besøgte os tidligt om morgenen, fik han lidt erstatning, fordi hun synes, at det var synd for både ham og mig, at han ikke havde fået noget at spise. Han sov så godt efter de få dråber, og selv den dag i dag, kan jeg blive lidt ked af, at jeg lyttede til alle de forudgående, der frarådede mig at give ham lidt MME – han havde jo tydeligvis brug for det.

Efter tre dages indlæggelse blev vi endelig udskrevet, da mine tal så ok ud igen. Jeg var rigtig glad for at være på barselsgangen den første nat, men de to efterfølgende nætter savnede jeg vores hjem. Det var en fantastisk oplevelse at få lov til at tage Elliot med hjem for første gang, og selvom amningen aldrig rigtig blev, som jeg havde ønsket, så havde vi så absolut en sund, glad og underskøn baby.

Charlie William, 16.07.16

Med Charlie havde jeg termin den 20. juli 2016. Graviditeten med ham var på flere måder anerledes end med Elliot. Dels var Charlie en ganske uventet men behagelig overraskelse, dels havde jeg flere gener – blandt andet kvalme og bækkenløsning.

Særligt på grund af min bækkenløsning – og det var faktum, at jeg allerede havde en “baby” (Elliot var kun ca. 1,5 år, da Charlie blev født) – var jeg om muligt endnu mere utålmodig hen mod slutningen af graviditeten med Charlie, end jeg var med Elliot.

Jeg havde som med Elliot ikke de store ønsker til fødslen – jeg ville bare gerne have lattergas igen. I før-fødselsforløbet med Charlie ville tilfældighederne, at jeg stort set så en ny jordemor, hver gang jeg var til konsultation. Sygdom, sommerferie mv. var begrundelserne. Det generede mig dog ikke – jeg synes, at de alle sammen var søde og kompetente. Til en af de sidste konsultationer blev jeg instrueret i, at vi ikke skulle vente med at ringe til fødegangen, når min fødsel med Charlie gik i gang henset til det hurtige fødselsforløb med Elliot. Jeg fik også at vide, at hun ville skrive det i min journal, så sygehuset vidste besked.

I starten af juli måned tog vi en uge i sommerhus med min familie. Fra vi kom til vi tog hjem, lavede jeg hovedsageligt to ting – jeg sov og gik på toilettet i ét væk. I en hel uge. Elliot sov gode lure dengang, så udover at jeg gik i seng med ham ca. kl. 20 hver aften, så sov vi også lige 2-3 timer midt på dagen sammen. Lige lidt hjalp det dog – jeg var helt vildt træt hele tiden. Midt i sommerhusopholdet var vi faktisk en tur forbi fødegangen i Holbæk, fordi jeg oplevede det så fremmed og unaturligt at være så træt og mat. Charlie havde det heldigvis rigtig godt inde i maven, så vi blev selvfølgelig udskrevet igen med det samme efter undersøgelsen.

Min træthed fortsatte ind i den anden uge af juli, efter vi var kommet hjem. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at den baby virkelig ikke kunne skynde sig nok med at komme ud, men jeg havde dog også et lille ønske om, at han først kom efter den 16. juli, hvor vi skulle have lavet noget håndværksmæssigt ude i vores køkken.

Som tingene altid går med børn, så ville skæbnen det selvfølgelig, at jeg tidligt om morgenen den 16. juli omkring kl. 4 vågnede med en underlig murren i maven og underlivet. Jeg vækkede min mand, som mente, at det bare måtte være luft, men min fornemmelse fortalte mig noget andet, selvom Elliots fødsel ikke var startet på samme måde. Jeg havde dog ikke ondt, så jeg lagde mig til at sove igen. Omkring kl. 6-7 vågnede jeg igen, denne gang med de samme menstruationslignende kramper, som jeg havde haft efter vandafgang med Elliot. Fordi det hele netop var gået så stærkt med Elliot, ringede vi til fødegangen, som dog ikke ville se os, blandt andet fordi jeg ikke havde haft vandafgang. Vi blev bedt om at afvente, og henvende os på ny, hvis der kom reelle veer, eller der skete vandafgang.

Omkring kl. 8 om morgenen var jeg ikke længere i tvivl om, at det altså var fødslen, der var i gang, selvom jeg stadig kun havde menstruationslignende kramper, der dog var regelmæssige. Jeg ringede derfor til fødegangen igen og insisterede på at blive tilset, og jeg henviste i den forbindelse til, at jeg havde fået at vide af en jordemor, at jeg skulle tilses tidligt grundet en meget hurtig første fødsel. Vi fik at vide, at vi gerne måtte komme, men at de havde travlt. Det var ok med os, for det eneste som egentlig betød noget var, at vi var det rigtige sted, hvis tingene pludselig gik meget stærkt.

Vi fik min lillebror til at komme over for at passe Elliot, pakkede os sammen og gik på gåben op til sygehuset, da det kun var en tur på små 15 minutter, og vi tænkte, at det måske kunne sætte gang i lidt mere.

Kl. var ca. 9, da vi ankom, og jeg blev pænt bedt om at vente ude på selve fødegangen på en stol. Der var ingen ledige jordemødre til at foretage en reel undersøgelse af mig, og de synes derfor baseret på den manglende smerteintensitet af mine veer, at vi skulle gå en tur mere. Vi gik derfor en tur hen i den lokale Føtex (som ligger lige ved sygehuset) og spiste lidt morgenmad i deres cafeteria. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg havde veer mens vi sad der, men det var bestemt ikke uudholdeligt. Vi stødte på flere vi kendte, mens vi var i cafeteriaet, og det var en lidt sjov oplevelse at tale med folk: “nå ja, hej, jamen Emma skal sådan set føde, men vi er lige blevet sendt ud på en tur, så nu sidder vi lige lidt her”.

Efter morgenmaden og en gåtur var vi tilbage på fødegangen omkring kl. 11. Her blev jeg igen bedt om at tage plads på en stol ude på gangen – de havde stadig for travlt til at undersøge mig. På dette tidspunkt var jeg begyndt at “lette” lidt fra stolen under de menstruationslignende kramper, som mindede mere og mere om “rigtige” veer. I forbindelse med tilblivelsen af min fødselsberetning har jeg kigget i min fødselsjournal. Til min overraskelse er jeg først registreret med “regelmæssige veer” som værende påbegyndt kl. 11.52. Det er væsentligt senere end min egen oplevelse.

Kl. ca. 11.40 – over 3 timer efter vi ankom – blev jeg tilbudt en seng i et undersøgelsesrum. Vi fik dog at vide, at de regnede med at sende os helt hjem, når de havde lyttet til babys hjerte og foretaget en indvendig undersøgelse, da vandet fortsat ikke var gået. Jeg blev tilkoblet diverse maskiner for at lytte til baby, og jordemoren forlod undersøgelsesrummet.

Efter jordemoren var gået talte min mand og jeg om, at vi hellere måtte få ringet til min bror og sige, at vi ville blive sendt hjem igen. Dét nåede vi imidlertid aldrig, for med et ordentligt smæld (sådan både lød og føltes det) gik mit vand på én gang. I journalen står det angivet som kl. 11.53. Jeg blev simpelthen SÅ forskrækket, og min mand spurtede ud af døren efter jordemoren, som hurtigt kom ind til mig.

Først på dette tidspunkt fik jeg foretaget en indvendig undersøgelse, og jordemoren var nærmest helt febrilsk, da hun konkluderede, at jeg altså var over 4 cm åben, og at hvis jeg skulle have en epidural, så var det altså NU, ellers nåede jeg det ikke. Hun kunne heller ikke garantere, at jeg kunne få lov til at føde på en rigtig fødestue grundet travlhed, så jeg skulle nok indstille mig på at føde i undersøgelsesrummet i en almindelig, blød hospitalsseng. Lige der gik jeg fra at have været virkelig tålmodig og medgørlig til at blive rigtig stram i betrækket og kortfattet – jeg følte virkelig, at jeg ikke var blevet taget seriøst gennem forløbet indtil da, og at det var årsagen til, at vi nu stod i en situation, hvor der var en nærmest panikagtig tilstand omkring min fødsel.

Jeg fortalte roligt men rimelig kontant, at jeg på ingen måde ønskede at føde i et undersøgelsesrum, da jeg fandt den bløde seng ganske ubehagelig, og at mens jeg ikke ønskede en epidural, så var det et stort ønske for mig at få lattergas som ved Elliots fødsel, hvilket man heller ikke kan få i et undersøgelsesrum. Heldigt for mig var der efter lidt ventetid en ledig fødestue. Kl. var på dette tidspunkt omkring 12.50.

Som med Elliot oplevede jeg igen en regulær ve-storm med hyppige og meget smertefulde veer. Sådan en slags veer, hvor man ikke kan være i sin egen krop. Jordemoren støttede mig fysisk hele vejen fra undersøgelsesrummet og hen til fødestuen – min mand var nemlig pludselig væk. Det viste sig så, at han bare lige var poppet ud for at hente kaffe og kiks til sig selv, det var jo også over en time siden, at vi senest havde spist morgenmad i byen (indsæt enormt rullende øjne).

Da jeg kom ind på fødestuen, kunne jeg lige magte at kravle op på den hårde fødebriks og lægge mig på ryggen, og endelig fik jeg noget lattergas. Som med Elliot hjalp den mig over en mindre periode, førend jeg fik følelsen af at miste kontrollen over min egen krop og i øvrigt også skulle kaste op. Jeg kan huske, at jeg kiggede op på uret inde på stuen, som sagde, at kl. var ca. 13. På det tidspunkt følte jeg, at fødslen havde varet en evighed i forhold til Elliots fødsel, selvom jeg reelt kun havde haft meget kraftige veer siden vandafgangen en time tidligere. I mit hoved var det hele dog startet allerede tidligt samme morgen, fordi min fornemmelse der havde fortalt mig, at det var nu.

Efter jeg havde smidt lattergassen, gik der kun kort tid, førend pressetrangen meldte sig på banen. Efter ok fra jordemor kom Charlie til verden kl. 13.17 efter en kort pressefase på ca. 10 minutter. Jeg kan huske, at jeg spurgte, om han havde hår på hovedet, da jordemoren sagde, at man kunne se hovedet. Ligesom med Elliot kom han hurtigt op til mig, og min mand klippede navlestrengen. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at han da var ALT for lille, men det var han ikke. Han var faktisk kun få cm og gram forskellig fra sin storebror. Og havde det fineste sorte, krøllede hår.

Charlie William, 16.07.16, kl. 13.17, 54 cm, 3645 g.

Efter fødslen skulle jeg syes en del, og jeg blev derfor tilbudt lattergas under syningen. Det tog en hel time at sy, så det satte jeg stor pris på. Min mand sad lige ved siden af mig hele tiden og sørgede for, at jeg ikke tabte Charlie i min lille lykkerus af gas.

På grund af mit tidligere forløb med efterfølgende svangerskabsforgiftning blev jeg indlagt på barselsgangen med Charlie. Jeg kan huske, at jeg den eftermiddag mødte en jordemor på barselsgangen, som var helt befippet over at se mig der med en baby allerede – hun kunne slet ikke forstå, at havde været så hurtig, når jeg ikke havde haft kraftigere veer ved ankomst om morgenen.

Heldigvis kom den efterfølgende svangerskabsforgiftning ikke igen, og amningen gik også bedre – der var nemlig mælk fra start. Desværre havde Charlie et alt for kort tungebånd, hvilket først blev opdaget af en sundhedsplejerske, da han var over 2 uger gammel, hvilket var med til at ødelægge amningen endnu engang. Hertil kom også, at jeg med et barn på 1,5 år slet ikke kunne overskue at give amningen den fokus, den krævede. Dét havde jeg det imidlertid slet ikke dårligt over – jeg vidste jo fra Elliot, at flaske var et udmærket alternativ.

Jeg var helt klar til at komme hjem med Charlie på 2. dagen, men også taknemmelig for, at jeg havde haft en overnatning på barselsgangen i ro og fred med kun baby og jeg. Da vi skulle hjem hentede min mand os, og vi gik sammen hjem med Charlie i barnevognen. Derhjemme var Elliot og min bror, og mødet mellem de to små brødre var virkelig særligt. Selvom Elliot var så lille (1,5 år), var han så sød og omsorgsfuld over for Charlie. Sådan som de smadrer løs på hinanden den dag i dag, så varmer det altså lidt at tænke tilbage på deres mindre år, hvor der var lidt mere “ae ae” og lidt mindre “din dumme lortef***”. Men det nok meget typisk søskende.

Elliots første møde med Charlie. Det var virkelig ren kærlighed fra dag 1.

Lille*, XX-XX-21

Hvornår lille* kommer, er der selvfølgelig ingen som ved. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg virkelig ønsker, at baby nr. 3 både kommer lige så hurtigt og tidligt som de to andre, men samtidig har jeg heller ikke lyst til at sætte næsen op efter noget. Jeg har nemlig hørt fra flere, at det tredje barn kan være lidt en joker i forhold til termin og fødselsforløb.

Jeg har termin den 21. maj, som i øvrigt er min mors fødselsdag. Så som det nu engang er med børn, så kommer baby da sikkert der, selvom jeg håber, at h*n kommer lidt før.

På grund af en virkelig slem bækkenløsning den her gang, ser jeg helst, at baby kommer før termin end efter, men på den anden side føler jeg også, at jeg her 3. gang husker bedre at nyde tiden med “kun” to børn – den tid, som ikke kommer igen. Vi får selvfølgelig også en ny og fantastisk tid som en familie på fem efter babys ankomst, men det er jo ingen hemmelighed, at alt er lidt roligere og lidt mere overskueligt med færre børn.

Jeg har – som med Elliot og Charlie – ingen specifikke ønsker til fødslen ud over, at jeg gerne vil have lattergas. Og så har jeg sørget for, at det står meget klart i min journal den her gang, at jeg har haft to meget hurtige fødselsforløb tidligere, så vi forhåbentligt her 3. gang bliver undersøgt væsentligt hurtigere end sidste gang, når vi henvender os efter de første fødselstegn. Det har jeg også (igen) fået at vide af jordemoren, at vi skal – altså henvende os til fødegangen allerede ved første tegn og bede om at blive tilset straks. Der er for mig ingen tvivl om, at fødslen af Charlie kunne have været en endnu bedre oplevelse, hvis jeg var blevet undersøgt på et tidligere tidspunkt, og ikke først 1,5 time inden, han kom til verden, når jeg nu havde henvendt mig flere timer før.

Når det så er sagt, så har jeg i øvrigt ikke en finger at sætte på oplevelsen med at føde på Holbæk Sygehuset. Personalet var alle søde, kompetente og imødekommende. Og jeg er rigtig glad for, at jeg også skal føde der igen.

På Holbæk sygehus er de fødende desuden så privilegerede, at man som udgangspunkt også tilbydes overnatning på barselsgangen, selvom man er flergangsfødende. Jeg er stadig i overvejelsesfasen i forhold til, om jeg gerne vil blive en nat, eller direkte hjem bagefter. Det kommer formentlig til at afhænge af, hvordan fødslen forløber, og på hvilket tidspunkt af døgnet. Under alle omstændigheder vil jeg hvert fald pakke til en enkelt overnatning.

Indtil videre har jeg ikke haft nogen tegn på fødsel, men jeg er også kun i uge 37 på nuværende tidspunkt. Jeg er virkelig, virkelig træt, men det tænker jeg er uundgåeligt så sent i graviditeten og med to rimelig friske børn hjemme på orlov. Uanset hvornår og hvordan lille* melder sin ankomst, så glæder vi os hvert fald utroligt meget alle sammen.

Hvis du nåede helt herned, så må du alligevel synes, at fødselsberetninger er lige så spændende, som jeg gør – tak fordi, du læste med!

Kh. Emma Katrine

De to søde vordende storebrødre.

DIY puslebord

– fint og nemt IKEA-hack med SNIGLAR puslebordet.

Indlægget indeholder reklame

Brugt IKEA Sniglar puslebord med påmonterede trælister og pastelgul maling – ideelt hvor pladsen er trang.

En pladsbesparende løsning

Til Elliot og Charlie havde vi et fint og rummeligt puslebord fra IKEA, som var udformet som en kommode med en pusleplade, der kunne slås op og ned. Det stod inde på deres børneværelse, fra vi flyttede ind i huset i slut 2017, hvor de var henholdsvis næsten 3 år og 1,5 år. Det fungerede fint, men de var også en alder, hvor det ikke længere var nødvendigt at pusle dem om natten.

Da vi fandt ud af, at baby var på vej, gik det hurtigt op for os, at vi ikke kunne fortsætte samme løsning, da baby selvfølgelig skal kunne pusles om natten, samtidig med at drengenes nattesøvn skal forstyrres mindst muligt. Vi solgte derfor puslekommoden og gik i tænkeboks med henblik på at finde en ny (billig) løsning.

Det mest optimale ville selvfølgelig være, hvis vi kunne have puslebord på badeværelset eller i et bryggers, men eftersom vores badeværelse er meget småt (4 m2), og vores “bryggers” er helt nede i kælderen, var det ikke en mulighed for os. Jeg havde samtidig heller ikke noget ønske om at skulle hele vejen ned i stueplan om natten for at pusle baby, og med et småt soveværelse med skråvægge, var den eneste gangbare løsning at udnytte noget af gangarealet på førstesalen uden for badeværelset.

Som det kan ses på billedet, så er pladsen også rimelig trang i gangen, og derfor måtte vi også tænke kreativt for at skabe en hyggelig, rummelig og funktionel pusleplads. Man kan få så mange flotte pusleborde nu, som man ikke kunne, da drengene blev født (f. eks. fra Sebra og CamCam), men de er også bare i en prisklasse, som vi denne gang havde besluttet os for, at vi ikke ville kaste os ud i, i forhold til babyudstyr.

Fordi en pusleplads også er en ret midlertidig installation, ønskede vi ikke at bore huller i væggen i gangen. Det betød også, at alle smarte væghængte løsninger var frasorteret fra start. Det eneste puslebord, som jeg herefter kunne komme i tanke om, at der både var billigt og småt, var IKEA’s klassiske SNIGLAR. Det er dog også et – i min optik – lidt kedeligt puslebord, og den meget åbne plads forneden kan hurtigt få selv et organiseret puslebord til at synes en smule rodet.

IKEA SNIGLAR puslebord i sin originale udformning og farve. Fundet til 100 kr. i den lokale Mødrehjælp.

Inspireret af tidens trends

Efter at have fortalt min mand hvilken løsning, jeg påtænkte, at vi skulle ende ud med, begyndte jeg at lede efter et brugt SNIGLAR puslebord lokalt. Egentlig startede jeg med at søge lokalt, fordi IKEA var lukket på grund af corona, men ret beset er brugt det eneste, som giver mening, særligt når det skal hackes.

Heldigvis ledte jeg ikke længe, førend der dukkede et perfekt puslebord op i den lokale Mødrehjælps-butik til kun 100 kr. Win-win.

For tiden er trælister på vægge og møbler super populære, hvilket også giver en rigtig fin effekt, og så er pastelfarver – som er blandt mine yndlingsfarver – også populære. Inspireret af de to trends fandt jeg hurtigt ud af, at det var sådan, vores puslebord skulle hackes.

Fordi puslebordet skal stå ude i gangen og ikke inde på et børneværelse, ønskede vi at skabe et møbel, som blendede fint ind med den øvrige indretning omkring, herunder de fine sarte rosa og blå nuancer på vores badeværelse. Pastelgul var derfor et oplagt farvevalg, og efter at have set Trine (aka @trinesblend) lave den fineste pastelgule makeover af sit køkken, var jeg ikke i tvivl om, præcis hvilken gul, det skulle være – nemlig Mojave 1B fra Røverkøb.

Jeg startede med at slibe puslebordet ned med fint sandpapir for at få malingen til at hæfte bedre, og efterfølgende vaskede jeg det i vand med lidt opvaskemiddel og lod det tørre.

Listerne er almindelige, flade trælister på omkring 2,7 cm fra et lokalt byggemarked. De kommer selvfølgelig ikke udskåret, så dem skar jeg ud sammen med min veninde Miaamalie i byggemarkedet – til stor fornøjelse for et par kunder, der tydeligt kunne se, at dét havde vi ikke prøvet før! Men det gik, og vi sleb efterfølgende enderne med lidt fint sandpapir for at få dem mere lige og jævne. De kostede lige omkring 250 kr. for alle sammen.

Da puslebordet var tørt, hjalp min far mig med at sømme listerne fast med to små søm og lidt trælim i begge ender. Jeg lavede et mellemrum, som jeg selv synes, var pænt, men det kan man jo selv styre også alt efter hvor brede lister, man vælger.

Herefter malede jeg puslebordet ad to omgange. Malingen er en træmaling fra Røverkøb (Hafnia) i glans 40 i den fineste pastelgule farve. En bøtte med 0.675 ml var rigeligt til puslebordet to gange, og der var formentlig også nok til en tredje gang. Selvom malingen har en høj glans, så har den en flot mat finish. Det er dog vigtigt – særligt med et puslebord – at det kan tørres godt af, og det kan en glans 40 jo tåle. Farven hedder Mojave 1B hos Røverkøb, hvis du føler dig inspireret til at bruge samme farve. Jeg overvejer hvert fald kraftigt at finde en væg i huset, som lige trænger til en gul maling!

Indkøbsliste til SNIGLAR-hack:

  • IKEA SNIGLAR puslebord (find det brugt, der er mange, som sælger).
  • Fint sandpapir.
  • Træmaling, mindst 0,5 L, f. eks. Hafnia i glans 40 fra Røverkøb.
  • Små søm og eventuelt trælim. Sidstnævnte kan formentlig undværes.
  • Trælister i den bredde, du synes er pæn.
Det færdige resultat – jeg er helt vild med den sarte gule farve og det fine look, som listerne giver.

Indretning af puslepladsen

Med et lille puslebord skulle man tænke, at der ikke var plads til de store indretningsmæssige udfoldninger, men det er jeg ikke enig i. Det er klart, at der øverst ikke kan ligge meget andet end en puslepude, men det er også rigeligt i min erfaring.

Det store åbne rum forneden kan rumme rigtig meget, og den gode højde kalder på indretning med forskellige kurve, kasser osv.

Hos os kommer puslebordet til at rumme det mest essentielle, da baby har skab på drengenes værelse, det vil sige vådservietter, bleer, stofbleer, plejeprodukter og lidt nattøj. Og selvfølgelig sutter! Jeg håber så inderligt, med to børn som ikke rigtig gad sut, at baby vil. Bibs har foræret baby de fineste sutter i barselsgave, som allerede ligger klar under puslebordet i den lille kurv. Sutterne kan f. eks. købes hos Parcellet, der har et rigtig godt udvalg fra Bibs.

Jeg håber, at indlægget har givet dig inspiration til at indrette med puslebord på småt med plads, og at du har fået lyst til at kaste dig ud i at forsøge at lave dit eget, personlige puslebord til din baby. Hvis du ønsker et mere lukket men stadig personligt puslebord, kan jeg varmt anbefale dig at lægge vejen forbi Ditte (aka @ditteblog), som på sin blog har lavet en rigtig fin guide til et IKEA puslebordshack baseret på det populære IVAR-skab.

Hvis du har spørgsmål til processen eller andet, så smider du bare en kommentar.

Kh. Emma Katrine

En bil-fri familie

En af drengenes første ture i vores nye Babboe E-big

– Indlægget indeholder reklame.

Et spørgsmål om prioriteter

Hverken mind mand eller jeg har kørekort. Det har ikke som sådan været en bevidst beslutning, at vi ikke skulle have det, men ikke desto mindre, så har ingen af os det. Min mand nåede aldrig at få et kørekort i England, førend han flyttede til Danmark, og dét at få et kørekort herovre, har aldrig været en prioritet for ham. Jeg har reelt været studerende fra jeg fyldte 18 år og indtil januar i år, kun afbrudt af et enkelt år på arbejdsmarkedet for en del tid siden. Så for mig har det heller ikke været en (økonomisk) prioritet at få et kørekort.

Jeg havde en forestilling om, at når jeg blev færdig med jurastudiet, SÅ skulle jeg have et kørekort, og vi skulle have en bil. Bevares, vi er da godt klar over, at det ikke er en livsnødvendighed, men med to små børn tænkte vi, at det var noget, der var værd at prioritere. Sådan blev det bare ikke…

Allerede inden jeg blev kandidat, havde jeg nemlig fået ansættelse som jurist – i København. I indre by. Vi blev hurtige enige om, at det slet ikke kunne betale sig for mig at skulle køre derind i bil, og at jeg derfor skulle fortsætte med at pendle med tog, hvilket jeg i øvrigt havde gjort mange år i forvejen til og fra studie og studiejob i København.

Herefter kom spørgsmålet så, om det så alligevel var nødvendigt, at jeg skulle have et kørekort NU? Det er som bekendt ikke småpenge, man smider efter sådan et kort i dag. Og efter virkelig mange år på SU, blev vi derfor også hurtigt enige om, at vi havde andre ønsker end at prioritere et kørekort, når vi alligevel foreløbig ikke skulle have bil.

Da Elliot blev født i 2015, fik vi en barnevogn. Senere en klapvogn. Da Charlie kom til i 2016, fik vi en søskendevogn. Vi har altid boet i byen eller tæt på, så vi fragtede simpelthen bare drengene frem og tilbage til alt i klapvogn – familiebesøg, ture, vuggestue og børnehave. Ja, det var til tider vådt og koldt. Men vi supplerede med offentlig transport, og jeg har i øvrigt altid tænkt, at det var lidt ligesom, det er med en opvaskemaskine – har man aldrig haft en, så har man ikke så meget i mod at vaske op i hånden.

Vi måtte dog sande efter vinteren i år, at det begyndte at blive lidt tungt at køre to drenge på 2 og 3 rundt i en søskendevogn, og at det jo egentlig også tog ret lang tid for at komme nogen steder. Samtidig begyndte vi at blive lidt trætte af, at meget skulle times efter bybusserne. Men eftersom vi allerede havde besluttet, at vi skulle udskyde både kørekort og bil nogle år endnu, hvad skulle vi så gøre? For os blev svaret en ladcykel – selvfølgelig på el.

Mig og Elliot på vej ned i byen efter lørdagsblomster

Ladcykel-junglen

Efter beslutningen om en ladcykel var taget, stod vi “kun” tilbage med den opgave at finde den rette, og tro mig – det var faktisk ikke særligt nemt. Der er nemlig rigtig meget, man skal tage stilling til, når man skal købe en ladcykel, og der er virkelig mange modeller på markedet og ikke mindst mange forskellige erfaringer fra folk heromkring.

Et godt sted at starte (fandt vi ud af), var om den skulle være med eller uden el. Det var en ret nem beslutning for os, eftersom vi ikke har bil, og vi bor i en ok bakket by.

Herefter kom spørgsmålet om, hvor stor den skulle være, og hvad den skulle kunne. Vi blev ret hurtigt enige om, at vi prioriterede en stor ladcykel. Både så den kunne vokse med drengene, men også så vi kunne bruge den til en masse andre ting – dagligvareindkøb, byggemarked, planter osv.

Fordi vi er nogle forsigtige typer og heller ikke bor i Københavns crazy cykelkaos, så prioriterede vi heller ikke, at cyklen skulle kunne tilte mv., hvilket er nogle funktioner, der normalt koster en smule mere.

Det førte os videre til det næste spørgsmål – nemlig prisen. Hvor meget skulle vi ofre på vores ladcykel? Ved at Google fandt vi ud af, at man kan få ladcykler med el fra ca. 10.000 kr. til + 30.000 kr. Hvorfor var der så stort et spænd? Vi var ret meget i vildrede på dette tidspunkt. Derfor meldte vi os ind i en Facebook-gruppe for ladcykel-entusiaster, og her var meldingen rimelig klar – pris og kvalitet hænger i den grad sammen, når det kommer til ladcykler.

Vores valg

Efter at have læst rigtig mange indlæg på Facebook med folks erfaringer, guides til ladcykler, test af ladcykler og efter at have spurgt rundt hos familie og venner, som allerede var ejere af ladcykler, stod Babboe tilbage som det mest anbefalede mærke, der samtidig passede til vores overvejelser om behov og budget.

De anbefalinger, som vi modtog, lød bl.a. på, at Babboe var fin kvalitet til en fornuftig pris, at de havde en god service, og at deres cykler kunne serviceres ved stort set alle cykelhandlere. Det er nemlig en vigtig ting at have med i sine overvejelser, altså om man kan få lokale serviceeftersyn, og om det er nemt at få reservedele til sin ladcykel.

Efter en god vejledning fra Babboe selv, endte valget på deres E-big model. Det er ikke deres allerstørste model, men den passede perfekt til vores tanker om at kunne rumme børn, indkøb , en klapvogn osv. Jeg var i øvrigt også ret begejstret for det fine lidt retro-agtige look, som cyklen har.

Søndagsudflugt til Strandparken

Tre måneder senere

Nu har vi snart haft vores Babboe i 3 måneder. Og kan man så finde følelsen af “bil-frihed” i en ladcykel med el? Svaret er JA for vores vedkommende. Livet som bil-fri familie er blevet meget nemmere de sidste 3 måneder.

For det første er vores aflevering og hentning af drengene i vuggestue og børnehave blevet mere end halveret tidsmæssigt. Hvor vi før gik i klapvogn med dem, og det tog ca. 15-20 minutter at komme til børnehave og det samme hjem igen, tager det nu ca. 7-8 minutter at cykle. Ja, min mand og jeg bliver stadig våde, når det regner, men altså, det er bare ikke et så stort et problem, da det kan imødegås med fornuftig påklædning.

For det andet oplever vi en spontan grad af frihed, som vi ikke havde før. Dét at cykle ud i nærmeste byggemarked, som før ville have taget en krig med klapvogn eller bus, tager nu 15 minutter, og derfor er det ikke længere uhørt, at vi på en fridag nu får ordnet mange flere projekter i huset og haven end før, hvor det hele helst skulle være planlagt i forvejen.

Den frihed kommer også til udtryk på mange andre måder. F.eks. når jeg
er alene med drengene hver anden weekend, når min mand arbejder, er det blevet så meget nemmere for mig at tage på tur med drengene til skoven, stranden mv. eller ned for at besøge mormor eller venner. Bare ud i cyklen og afsted, og hjem igen når det passer os. Jeg tænker, at det må være lidt sådan det føles at have en bil?

Vi har i de 3 måneder, vi har haft vores Babboe, ikke haft en finger at sætte på den. Den har kørt upåklageligt og bestod sit 2-måneders serviceeftersyn med glans. Vi har kørt byggematerialer, planter, massere af børn og til og med mormor rundt i den til stor fornøjelse for os alle. Det er helt sikkert, at vi den dag, vi endelig får en bil, beholder vores ladcykel som en slags bil nr. 2.

Og så vil jeg da selvfølgelig også lige slå et slag for miljøet i samme omgang. Selv hvis man har en bil, men går med overvejelser om en bil mere, så vil man skåne miljøet ved at vælge en ladcykel i stedet. Og kan man som os godt undvære en bil, så er en ladcykel det oplagte miljøvenlige alternativ for børnefamilien.

Hvis du har spørgsmål til dét at købe en ladcykel eller specifikke spørgsmål omkring vores Babboe, er du velkommen til at skrive en kommentar her eller sende en DM på Instagram.

Link til vores ladcykel findes lige her.

Kh. Emma Katrine

Påskesjov med æg på ingen tid! 🐣

Påskeæg med børnetatoveringer

Dekorative påskeæg med børnetatoveringer

Vi var i Lalandia weekenden over med drengene og vores gode venner, og derfor har vi ikke haft tid til at hverken købe ind til eller lave flotte malede æg, som vi plejer. Skidt pyt ærligt talt, vi har jo hygget på en anden måde!

Indlægget indeholder reklame.

Drengene skulle dog selvfølgelig ikke snydes for en lille æggejagt i haven med dertilhørende lille påskefrokost. Derfor lavede jeg nogle fine påskeæg ved hjælp af tatoveringer fra Ducky Street. Det var super nemt og tog maks. 3 minutter længere end selve kogetiden på æggene.

Fremgangsmåden er følgende:

– Kog hårdkogte æg.

– Klip tatoveringer ud og placér dem på æggene med en våd klud.

– Færdig.

Ud over at gøre sig fint som påskeæg tænker jeg, at de vil være et hit i madpakkerne eller til børnefødselsdagen i vuggestuen med fx cirkus-tatoveringer eller andre yndlingsmotiver.

Jeg bestiller altid drengenes børnetatoveringer fra Ducky Street, dels på grund af deres fine udvalg, dels fordi de holder rigtig godt, samtidig med at de ikke indeholder noget ‘skidt’.

God påske 🌾

Kh. Emma Katrine

Børneværelse med farver

Dregenes deleværelse er altid genstand for så fin respons på Instagram, når jeg deler billeder derfra, og det gør mig bare så glad, at I kan lide det! Det er uden tvivl et af husets mest vigtige rum, for det betyder rigtig meget for os, at drengenes værelse er deres og indbyder til både leg, hygge og ro.

I det her indlæg vil jeg dele mine tanker omkring indretningen af værelset med jer og fortælle lidt om, hvor de forskellige ting i rummet kommer fra, og hvorfor vi har valgt dem.

Indlægget indeholder reklame.

Køjeseng med plads til leg

Drengenes huskøjeseng er bygget efter egen tegning.

Vores hjemmetegnede huskøjeseng bliver der altid spurgt rigtig meget ind til, når jeg deler billeder af drengenes værelse. Vi valgte at få lavet en køjeseng til dem allerede da Charlie var baby og Elliot var 1.5 år, fordi vi vidste, at de skulle dele værelse i mange år. Drengene er jo virkelig tæt på hinanden med kun 18 måneders aldersforskel, og vi synes, at det er både hyggeligt og praktisk, at de deler værelse. Vi bliver ofte spurgt, om den ene ikke vækker den anden osv., men det er sket yderst sjældent.

Min far tegnede sengen for ud fra vores ønsker. Oprindeligt blev den tegnet med skuffer neden under til opbevaring, men det fragik vi i sidste øjeblik, og det var faktisk rigtig heldigt, for da vi flyttede fra vores gamle andelslejlighed og ind i huset, så måtte vi skære lidt af benene for at få plads til sengen, da loftet på 1. sal i huset var lavere end lejlighedens.

Elliot flyttede ind i underkøjen allerede, da han var 1.5 år. Da vi flyttede ind i huset, og Elliot var knap 3 år, og Charlie knap 2 år, kom Elliot op i køjen øverst, og Charlie flyttede ind nederst. Det har fungeret super fint. I dag er de begge over alt i sengen og kravler nemt op og ned.

Vi gav ca. 1.500 kr. for sengen inklusive levering. Det er værd at forsøge at Google “huskøjeseng” eller “husseng”, såfremt man ønsker en seng magen til drengenes, da flere fremstiller lignende senge på bestilling.

Hygge med bløde tekstiler

Et blødt gulvtæppe for at skabe hygge

Gulvene i vores hus er muligvis lige så gamle som huset selv – 100 år i 2019. Det bærer særligt plankegulvene på drengens værelse præg af, idet de gennem mange års slid er blevet bløde og giver lidt efter visse steder. For at undgå at træet skal få sprækker, har vi derfor prioriteret et stort, lækkert og blødt gulvtæppe på værelset, som samtidig bringer en hyggelig bohome-agtig stemning til rummet.

En del af interiøret på drengenes værelse er af tekstil, da det bringer en blød, hyggelig varme til rummet. Et børneværelse skal i min optik være dekorativt og indbyde til leg, men det skal samtidig også være harmonisk og behageligt at sove i, da det også er et soverum. Den fine lille blad-ranke er fra LilleOktober på Instagram. Alfons Åberg er både en stoleforhøjer, en lille siddepuf og en dekorativ pude, og han forhandles hos TeddySit.

Indretning med personlighed

Vi synger ‘Jeg ved en lærkerede’ hver aften

Jeg elsker indretningsdetaljer med historie og personlighed. Siden Elliot var lille baby, har jeg sunget vuggevisen ‘Jeg ved en lærkerede’ for ham, og Charlie har derfor også fået den sunget hver aften, helt fra han lå inde i min mave. Den fine plakat fra TinyTails bringer liv til visen gennem illustrationen, og drengene kan relatere til plakaten gennem vores lille sangritual.

Det er desuden ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for trælegetøj – det er både smukt og funktionelt. Trælegetøjet på billedet er fra dygtige Ella & Frederik, bortset fra Kay Bojesen aben selvfølgelig, som vi har givet hver sin af i dåbsgave.

Bogen ‘Der var engang – for de yngste’ læser vi hver aften i. Den var en gave fra mormor til Charlie, og der er gode klassikere som Bukkebruse, Niels hjælper mor, Kalles nye kasket samt rim og sange i.

Karlekammerskabet, som det hele står på, blev fundet på Den Blå Avis inden vi købte huset og sat i stand med en gang maling og hjemmelavede hylder. Det huser begge drenges garderobe uden problemer.

Planter på børneværelset

Planter skaber liv og bedre indeklima

Alle ved at planter er både dekorative og med til at skabe et bedre indeklima, men i “traditionel” indretning ser vi dem sjældent anvendt i børneværelser. Det er en rigtig skam, for der er næsten ikke noget vigtigere sted at have et godt indeklima end der, hvor ens børn sover. Der er 3 planter på drengenes værelse, som alle er placeret strategisk uden for rækkevidde, for det kan selvfølgelig være rigtig spændende at lege gartner, når man er alene oppe på sit værelse. Den ene plante står på en fin hylde fra Oliver Furniture, og de to andre hænger i vinduet, som det kan ses på næste billede. Alle planterne er fra Hello Nature, som leverer planter fra deres webshop til hele landet.

Langt det meste af drengenes legetøj har vi nede i stuen, da de oftest vil være, hvor vi er, men de har også en del på børneværelset. For at skabe ro i forhold til, at rummet også bruges til at sove i, står kun udvalgt legetøj fremme mens det andet er let tilgængeligt opbevaret i fx kurve på gulvet.

Den fine og dekorative løveplakat er fra leoleo, et lille familieejet brand, som laver de flotteste sager til de små centreret omkring deres ikoniske løve.

Fra babyseng til hyggesofa

Genbrug af Charlies gamle Yomi bed

Charlies gamle Yomi-seng fra Sebra var alt for fin til at komme videre, da han gik over til at sove i køjesengen, og derfor tog vi siden af for at give den nyt liv som en hyggesofa på værelset. Den bliver brugt hver aften, når vi læser godnathistorie og nogle gange også af overnattende små gæster.

Plads til at pusle

En rolig pusleplads til hyggelige stunder

Vi bruger stadig puslebord til Charlie, primært efter bad. Det er hyggeligt at få ham op i øjenhøjde, når han bliver tørret og smurt ind i lotion. Selve puslepladsen er relativt rolig i farvene, fordi fokus skal være på vores relation, når den bruges, og ikke en milliard andre ting.

Puslebordet er fra Ikea med et lille hack i form af nogle store, pastelfarvede keramikhåndtag fra Anne Black. På den måde er både bleer, vådservietter og diverse plejeprodukter lige ved hånden men pænt gemt af vejen. De fine trækasser på væggen er malet i samme farve som selve væggen og indeholder en blanding af legetøj og pyntegenstande.

Tips til indretning af børneværelset

Farver i indretningen gør glad

Hvis du er lige så vild med farver i indretningen, som jeg er, og du gerne vil have flere af dem ind på børneværelset, så kommer mine bedste bud til det her:

Vælg farver, der gør dit barn og dig selv glad. Bare husk at tænke over, hvis rummet også skal bruges som soverum, at farverne ikke bliver så overvældende, at det kan blive svært at falde til ro i rummet.

Tænk ikke så meget over, om farverne “passer” sammen, men mere om tingene harmonerer sammen i rummet. Det er et børneværelse – børn elsker farver, og de fleste farver passer heldigvis fint til hinanden. Vi har fx både beige, grøn, orange, blå, rød, sort, træ, grå, gul og hvid i rummet, men ingen af farverne er mere dominerende end de andre.

Tænk på jeres historie og traditioner, når I skal skabe detaljer på værelset fx ved valg af plakater.

Tænk også praktisk – rummet skal kunne bruges nu og i fremtiden, så vælg gerne børnemøbler, der med tid kan få en anden funktion på værelset, fx som vores hyggesofa eller puslekommode.

Jeg håber, at du kunne lide min lidt mere uddybende gennemgang af vores børneværelse. Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at skrive en kommentar eller sende mig en DM på Instagram.

Kh. Emma Katrine