En 2-i-1 fødselsberetning

For nogle år siden havde jeg virkelig ikke set mig selv som typen, der kunne finde på at dele en fødselsberetning offentligt, for fødsler for mig er som udgangspunkt et privat anliggende. Men jeg må altså bare indrømme, at jeg i den grad nyder at læse med hos alle andre, som er søde at dele ud af deres oplevelser, og derfor vil jeg alligevel kaste mig ud i at dele mine egne fødsler.

Fødselsberetninger er helt sikkert ikke for alle, men jeg finder dem selv både spændende og fascinerende – det er nemlig helt utroligt fantastisk, hvad kvindekroppen er i stand til at gøre på kun 9 måneder!

Jeg kommer til at dele to fødselsberetninger i det her indlæg, nemlig vedrørende både Elliot og Charlie. Lille* kommer selvfølgelig for sig selv, om end jeg da håber, at den kommer til at ligne de to storebrødres.

Elliot James, 02.01.15

Jeg havde termin med Elliot nytårsaften 2014. Ærligt håbede jeg på, at han enten kom før eller efter termin af den årsag. I ugerne op til termin var jeg utålmodig på den måde, som jeg kun har oplevet som førstegangsmor – jeg ville SÅ gerne have den baby i armene straks, og at nyde den sidste tid i tosomhed var slet ikke en mulighed.

Selve fødslen havde jeg egentlig ikke så mange tanker omkring. Jeg vidste, at min egen mor ikke havde haft hurtige fødsler, så jeg var rimelig indstillet på, at min egen heller ikke ville være sådan. Jeg havde et stort ønske om at komme i noget vand på et tidspunkt under fødslen, men ikke nødvendigvis at føde i vandet. Derudover var mit eneste ønske, at jeg ikke skulle have morfin, da jeg ikke ville have smertelindring, som påvirkede babyen.

Jeg havde absolut ingen tegn på noget som helst, da jeg ramte terminsdagen nytårsaften. Faktisk var graviditeten med Elliot forløbet helt uproblematisk uden for nogen for nævneværdige gener. Der var heller ingen tegn på fødsel dagen efter termin, og derfor gik jeg lidt skuffet og utålmodig i seng på den første aften i det nye år.

Den 2. januar 2015 vågnede jeg kl. lidt efter 5 om morgenen helt overbevist om, at jeg simpelthen havde tisset i sengen. Det viste sig dog rimelig hurtigt, at det var noget helt andet – nemlig sivende fostervand. Jeg havde intet mærket i løbet af natten, og jeg mærkede heller ingenting tidligt den morgen. Jeg vækkede dog stadig min mand, fordi tilstedeværelsen af fostervand selvsagt er et rimelig sikkert tegn på, at fødslen er nært forestående.

Til fødselsforberedelse på sygehuset havde de fortalt os, at en førstegangsfødende typisk var mindst 24 timer om at føde, og at vi derfor ikke behøvede kontakte sygehuset ved de første tegn på fødsel. Autoritetstro og regelret som jeg er, ventede jeg derfor, til jeg faktisk kunne mærke nogle veer, førend jeg kontaktede sygehuset. Det kunne jeg fra omkring kl. 6 om morgenen, om end det egentlig bare føltes som menstruationslignende kramper mere end veer. Derfor ventede jeg også med at kontakte sygehuset til efter kl. 6, fordi jeg tænkte, at rigtige veer burde gøre væsentlig mere ondt.

Da vi ringede til fødegangen, fik vi at vide, at vi skulle ringe igen efter kl. 7.30. Det virkede ikke som om, at de tænkte, at vi havde travlt, selvom “kramperne” egentlig var rimelige regelmæssige på det tidspunkt, men dog ikke uudholdelige smertemæssigt.

Efter aftale med fødegangen indfandt vi os herefter på sygehuset omkring kl. 8 efter en kort taxatur fra vores gamle lejlighed. På det tidspunkt synes jeg, at veerne bed til, men jeg tænkte forsat, at jeg umuligt kunne være tæt på at være i aktiv fødsel, da jeg jo var førstegangsfødende, og vi ikke var i nærheden af at være de “normale” 24 timer inde i fødselsforløbet.

Vi blev taget godt imod på Holbæk sygehus af en sød jordemor, som gik i gang med en indvendig undersøgelse, efter vi havde talt om, at vandet havde sivet i nogle timer, og at jeg følte, at jeg havde regelmæssige veer. På det tidspunkt var jeg 4 cm. åben, og jeg blev indlagt direkte på fødestue.

Kort tid efter undersøgelsen blev jeg ramt af, hvad bedst kan beskrives som en regulær ve-storm. Jeg gik fra at have nogle ubehagelige menstruationsagtige kramper, til at have enormt smertefulde veer med meget korte pauser imellem. På dette tidspunkt blev jeg tilbudt at komme i vand, hvilket jeg slet ikke kunne overskue, og lattergas, som jeg velvilligt tog i imod, da jeg havde god erfaring med det som smertelindrende middel fra f. eks. tandlægen. Lattergassen hjalp mig over den næste times tid med at holde veerne ud, og ifølge min mand var jeg ligefrem rar at være i nærheden af, fordi jeg mest af alt virkede lidt fjollet og småfuld. Fra jeg blev indlagt havde jeg kun haft lyst til at ligge fladt ned på ryggen, og det ændrede sig på intet tidspunkt undervejs, selvom den søde jordemor foreslog flere andre stillinger.

Omkring kl. 9.40 kunne jeg pludselig ikke holde lattergassen ud længere. Jeg skulle kaste op, også selvom jeg hverken havde spist eller drukket. Efter opkastningen fik jeg en stor trang til at presse, og efter at have konsulteret med jordemoren, som sagde god for det, gik jeg direkte fra lattergas til opkast til en pressefase på ca. 30 minutter, hvorefter Elliot var født kl. 10.13 – kun ca. 5 timer efter, at jeg var vågnet derhjemme med sivende vandafgang.

Han kom straks op til mig, og min mand klippede navlesnoren. Så lå han der, helt lille, krøllet og med det fineste sorte hår. Min mand var i øvrigt en udmærket fødselshjælper under Elliots fødsel, han makkede nemlig hurtigt ret på de små kommandoer, jeg formåede at udstikke under forløbet, f. eks. “hent end bakke NU” (til opkast), og “hold mit ben” (under pressefasen).

Efter fødslen blev vi flyttet til barselsgangen, hvor vi samme dag fik besøg af mine forældre og min bror, da jeg egentlig havde udmærket med energi, og vi alle havde det godt.

Den første nat forløb imidlertid ikke så godt – jeg fik kraftige smerter i blandt andet maven, og blev diagnosticeret med efterfølgende svangerskabsforgiftning, som var svær at smertedække.

Amningen kom heller ikke op og køre ordentligt, da der ingen mælk kom de første par dage. Stakkels Elliot var super sulten, og de mange forskellige sygeplejersker, som tilså os i løbet af natten, havde alle forskellige holdninger til, om det var forsvarligt i forhold til amningen, at give ham lidt MME. Først da en lidt ældre og mere garvet sygeplejerske besøgte os tidligt om morgenen, fik han lidt erstatning, fordi hun synes, at det var synd for både ham og mig, at han ikke havde fået noget at spise. Han sov så godt efter de få dråber, og selv den dag i dag, kan jeg blive lidt ked af, at jeg lyttede til alle de forudgående, der frarådede mig at give ham lidt MME – han havde jo tydeligvis brug for det.

Efter tre dages indlæggelse blev vi endelig udskrevet, da mine tal så ok ud igen. Jeg var rigtig glad for at være på barselsgangen den første nat, men de to efterfølgende nætter savnede jeg vores hjem. Det var en fantastisk oplevelse at få lov til at tage Elliot med hjem for første gang, og selvom amningen aldrig rigtig blev, som jeg havde ønsket, så havde vi så absolut en sund, glad og underskøn baby.

Charlie William, 16.07.16

Med Charlie havde jeg termin den 20. juli 2016. Graviditeten med ham var på flere måder anerledes end med Elliot. Dels var Charlie en ganske uventet men behagelig overraskelse, dels havde jeg flere gener – blandt andet kvalme og bækkenløsning.

Særligt på grund af min bækkenløsning – og det var faktum, at jeg allerede havde en “baby” (Elliot var kun ca. 1,5 år, da Charlie blev født) – var jeg om muligt endnu mere utålmodig hen mod slutningen af graviditeten med Charlie, end jeg var med Elliot.

Jeg havde som med Elliot ikke de store ønsker til fødslen – jeg ville bare gerne have lattergas igen. I før-fødselsforløbet med Charlie ville tilfældighederne, at jeg stort set så en ny jordemor, hver gang jeg var til konsultation. Sygdom, sommerferie mv. var begrundelserne. Det generede mig dog ikke – jeg synes, at de alle sammen var søde og kompetente. Til en af de sidste konsultationer blev jeg instrueret i, at vi ikke skulle vente med at ringe til fødegangen, når min fødsel med Charlie gik i gang henset til det hurtige fødselsforløb med Elliot. Jeg fik også at vide, at hun ville skrive det i min journal, så sygehuset vidste besked.

I starten af juli måned tog vi en uge i sommerhus med min familie. Fra vi kom til vi tog hjem, lavede jeg hovedsageligt to ting – jeg sov og gik på toilettet i ét væk. I en hel uge. Elliot sov gode lure dengang, så udover at jeg gik i seng med ham ca. kl. 20 hver aften, så sov vi også lige 2-3 timer midt på dagen sammen. Lige lidt hjalp det dog – jeg var helt vildt træt hele tiden. Midt i sommerhusopholdet var vi faktisk en tur forbi fødegangen i Holbæk, fordi jeg oplevede det så fremmed og unaturligt at være så træt og mat. Charlie havde det heldigvis rigtig godt inde i maven, så vi blev selvfølgelig udskrevet igen med det samme efter undersøgelsen.

Min træthed fortsatte ind i den anden uge af juli, efter vi var kommet hjem. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at den baby virkelig ikke kunne skynde sig nok med at komme ud, men jeg havde dog også et lille ønske om, at han først kom efter den 16. juli, hvor vi skulle have lavet noget håndværksmæssigt ude i vores køkken.

Som tingene altid går med børn, så ville skæbnen det selvfølgelig, at jeg tidligt om morgenen den 16. juli omkring kl. 4 vågnede med en underlig murren i maven og underlivet. Jeg vækkede min mand, som mente, at det bare måtte være luft, men min fornemmelse fortalte mig noget andet, selvom Elliots fødsel ikke var startet på samme måde. Jeg havde dog ikke ondt, så jeg lagde mig til at sove igen. Omkring kl. 6-7 vågnede jeg igen, denne gang med de samme menstruationslignende kramper, som jeg havde haft efter vandafgang med Elliot. Fordi det hele netop var gået så stærkt med Elliot, ringede vi til fødegangen, som dog ikke ville se os, blandt andet fordi jeg ikke havde haft vandafgang. Vi blev bedt om at afvente, og henvende os på ny, hvis der kom reelle veer, eller der skete vandafgang.

Omkring kl. 8 om morgenen var jeg ikke længere i tvivl om, at det altså var fødslen, der var i gang, selvom jeg stadig kun havde menstruationslignende kramper, der dog var regelmæssige. Jeg ringede derfor til fødegangen igen og insisterede på at blive tilset, og jeg henviste i den forbindelse til, at jeg havde fået at vide af en jordemor, at jeg skulle tilses tidligt grundet en meget hurtig første fødsel. Vi fik at vide, at vi gerne måtte komme, men at de havde travlt. Det var ok med os, for det eneste som egentlig betød noget var, at vi var det rigtige sted, hvis tingene pludselig gik meget stærkt.

Vi fik min lillebror til at komme over for at passe Elliot, pakkede os sammen og gik på gåben op til sygehuset, da det kun var en tur på små 15 minutter, og vi tænkte, at det måske kunne sætte gang i lidt mere.

Kl. var ca. 9, da vi ankom, og jeg blev pænt bedt om at vente ude på selve fødegangen på en stol. Der var ingen ledige jordemødre til at foretage en reel undersøgelse af mig, og de synes derfor baseret på den manglende smerteintensitet af mine veer, at vi skulle gå en tur mere. Vi gik derfor en tur hen i den lokale Føtex (som ligger lige ved sygehuset) og spiste lidt morgenmad i deres cafeteria. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg havde veer mens vi sad der, men det var bestemt ikke uudholdeligt. Vi stødte på flere vi kendte, mens vi var i cafeteriaet, og det var en lidt sjov oplevelse at tale med folk: “nå ja, hej, jamen Emma skal sådan set føde, men vi er lige blevet sendt ud på en tur, så nu sidder vi lige lidt her”.

Efter morgenmaden og en gåtur var vi tilbage på fødegangen omkring kl. 11. Her blev jeg igen bedt om at tage plads på en stol ude på gangen – de havde stadig for travlt til at undersøge mig. På dette tidspunkt var jeg begyndt at “lette” lidt fra stolen under de menstruationslignende kramper, som mindede mere og mere om “rigtige” veer. I forbindelse med tilblivelsen af min fødselsberetning har jeg kigget i min fødselsjournal. Til min overraskelse er jeg først registreret med “regelmæssige veer” som værende påbegyndt kl. 11.52. Det er væsentligt senere end min egen oplevelse.

Kl. ca. 11.40 – over 3 timer efter vi ankom – blev jeg tilbudt en seng i et undersøgelsesrum. Vi fik dog at vide, at de regnede med at sende os helt hjem, når de havde lyttet til babys hjerte og foretaget en indvendig undersøgelse, da vandet fortsat ikke var gået. Jeg blev tilkoblet diverse maskiner for at lytte til baby, og jordemoren forlod undersøgelsesrummet.

Efter jordemoren var gået talte min mand og jeg om, at vi hellere måtte få ringet til min bror og sige, at vi ville blive sendt hjem igen. Dét nåede vi imidlertid aldrig, for med et ordentligt smæld (sådan både lød og føltes det) gik mit vand på én gang. I journalen står det angivet som kl. 11.53. Jeg blev simpelthen SÅ forskrækket, og min mand spurtede ud af døren efter jordemoren, som hurtigt kom ind til mig.

Først på dette tidspunkt fik jeg foretaget en indvendig undersøgelse, og jordemoren var nærmest helt febrilsk, da hun konkluderede, at jeg altså var over 4 cm åben, og at hvis jeg skulle have en epidural, så var det altså NU, ellers nåede jeg det ikke. Hun kunne heller ikke garantere, at jeg kunne få lov til at føde på en rigtig fødestue grundet travlhed, så jeg skulle nok indstille mig på at føde i undersøgelsesrummet i en almindelig, blød hospitalsseng. Lige der gik jeg fra at have været virkelig tålmodig og medgørlig til at blive rigtig stram i betrækket og kortfattet – jeg følte virkelig, at jeg ikke var blevet taget seriøst gennem forløbet indtil da, og at det var årsagen til, at vi nu stod i en situation, hvor der var en nærmest panikagtig tilstand omkring min fødsel.

Jeg fortalte roligt men rimelig kontant, at jeg på ingen måde ønskede at føde i et undersøgelsesrum, da jeg fandt den bløde seng ganske ubehagelig, og at mens jeg ikke ønskede en epidural, så var det et stort ønske for mig at få lattergas som ved Elliots fødsel, hvilket man heller ikke kan få i et undersøgelsesrum. Heldigt for mig var der efter lidt ventetid en ledig fødestue. Kl. var på dette tidspunkt omkring 12.50.

Som med Elliot oplevede jeg igen en regulær ve-storm med hyppige og meget smertefulde veer. Sådan en slags veer, hvor man ikke kan være i sin egen krop. Jordemoren støttede mig fysisk hele vejen fra undersøgelsesrummet og hen til fødestuen – min mand var nemlig pludselig væk. Det viste sig så, at han bare lige var poppet ud for at hente kaffe og kiks til sig selv, det var jo også over en time siden, at vi senest havde spist morgenmad i byen (indsæt enormt rullende øjne).

Da jeg kom ind på fødestuen, kunne jeg lige magte at kravle op på den hårde fødebriks og lægge mig på ryggen, og endelig fik jeg noget lattergas. Som med Elliot hjalp den mig over en mindre periode, førend jeg fik følelsen af at miste kontrollen over min egen krop og i øvrigt også skulle kaste op. Jeg kan huske, at jeg kiggede op på uret inde på stuen, som sagde, at kl. var ca. 13. På det tidspunkt følte jeg, at fødslen havde varet en evighed i forhold til Elliots fødsel, selvom jeg reelt kun havde haft meget kraftige veer siden vandafgangen en time tidligere. I mit hoved var det hele dog startet allerede tidligt samme morgen, fordi min fornemmelse der havde fortalt mig, at det var nu.

Efter jeg havde smidt lattergassen, gik der kun kort tid, førend pressetrangen meldte sig på banen. Efter ok fra jordemor kom Charlie til verden kl. 13.17 efter en kort pressefase på ca. 10 minutter. Jeg kan huske, at jeg spurgte, om han havde hår på hovedet, da jordemoren sagde, at man kunne se hovedet. Ligesom med Elliot kom han hurtigt op til mig, og min mand klippede navlestrengen. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at han da var ALT for lille, men det var han ikke. Han var faktisk kun få cm og gram forskellig fra sin storebror. Og havde det fineste sorte, krøllede hår.

Charlie William, 16.07.16, kl. 13.17, 54 cm, 3645 g.

Efter fødslen skulle jeg syes en del, og jeg blev derfor tilbudt lattergas under syningen. Det tog en hel time at sy, så det satte jeg stor pris på. Min mand sad lige ved siden af mig hele tiden og sørgede for, at jeg ikke tabte Charlie i min lille lykkerus af gas.

På grund af mit tidligere forløb med efterfølgende svangerskabsforgiftning blev jeg indlagt på barselsgangen med Charlie. Jeg kan huske, at jeg den eftermiddag mødte en jordemor på barselsgangen, som var helt befippet over at se mig der med en baby allerede – hun kunne slet ikke forstå, at havde været så hurtig, når jeg ikke havde haft kraftigere veer ved ankomst om morgenen.

Heldigvis kom den efterfølgende svangerskabsforgiftning ikke igen, og amningen gik også bedre – der var nemlig mælk fra start. Desværre havde Charlie et alt for kort tungebånd, hvilket først blev opdaget af en sundhedsplejerske, da han var over 2 uger gammel, hvilket var med til at ødelægge amningen endnu engang. Hertil kom også, at jeg med et barn på 1,5 år slet ikke kunne overskue at give amningen den fokus, den krævede. Dét havde jeg det imidlertid slet ikke dårligt over – jeg vidste jo fra Elliot, at flaske var et udmærket alternativ.

Jeg var helt klar til at komme hjem med Charlie på 2. dagen, men også taknemmelig for, at jeg havde haft en overnatning på barselsgangen i ro og fred med kun baby og jeg. Da vi skulle hjem hentede min mand os, og vi gik sammen hjem med Charlie i barnevognen. Derhjemme var Elliot og min bror, og mødet mellem de to små brødre var virkelig særligt. Selvom Elliot var så lille (1,5 år), var han så sød og omsorgsfuld over for Charlie. Sådan som de smadrer løs på hinanden den dag i dag, så varmer det altså lidt at tænke tilbage på deres mindre år, hvor der var lidt mere “ae ae” og lidt mindre “din dumme lortef***”. Men det nok meget typisk søskende.

Elliots første møde med Charlie. Det var virkelig ren kærlighed fra dag 1.

Lille*, XX-XX-21

Hvornår lille* kommer, er der selvfølgelig ingen som ved. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg virkelig ønsker, at baby nr. 3 både kommer lige så hurtigt og tidligt som de to andre, men samtidig har jeg heller ikke lyst til at sætte næsen op efter noget. Jeg har nemlig hørt fra flere, at det tredje barn kan være lidt en joker i forhold til termin og fødselsforløb.

Jeg har termin den 21. maj, som i øvrigt er min mors fødselsdag. Så som det nu engang er med børn, så kommer baby da sikkert der, selvom jeg håber, at h*n kommer lidt før.

På grund af en virkelig slem bækkenløsning den her gang, ser jeg helst, at baby kommer før termin end efter, men på den anden side føler jeg også, at jeg her 3. gang husker bedre at nyde tiden med “kun” to børn – den tid, som ikke kommer igen. Vi får selvfølgelig også en ny og fantastisk tid som en familie på fem efter babys ankomst, men det er jo ingen hemmelighed, at alt er lidt roligere og lidt mere overskueligt med færre børn.

Jeg har – som med Elliot og Charlie – ingen specifikke ønsker til fødslen ud over, at jeg gerne vil have lattergas. Og så har jeg sørget for, at det står meget klart i min journal den her gang, at jeg har haft to meget hurtige fødselsforløb tidligere, så vi forhåbentligt her 3. gang bliver undersøgt væsentligt hurtigere end sidste gang, når vi henvender os efter de første fødselstegn. Det har jeg også (igen) fået at vide af jordemoren, at vi skal – altså henvende os til fødegangen allerede ved første tegn og bede om at blive tilset straks. Der er for mig ingen tvivl om, at fødslen af Charlie kunne have været en endnu bedre oplevelse, hvis jeg var blevet undersøgt på et tidligere tidspunkt, og ikke først 1,5 time inden, han kom til verden, når jeg nu havde henvendt mig flere timer før.

Når det så er sagt, så har jeg i øvrigt ikke en finger at sætte på oplevelsen med at føde på Holbæk Sygehuset. Personalet var alle søde, kompetente og imødekommende. Og jeg er rigtig glad for, at jeg også skal føde der igen.

På Holbæk sygehus er de fødende desuden så privilegerede, at man som udgangspunkt også tilbydes overnatning på barselsgangen, selvom man er flergangsfødende. Jeg er stadig i overvejelsesfasen i forhold til, om jeg gerne vil blive en nat, eller direkte hjem bagefter. Det kommer formentlig til at afhænge af, hvordan fødslen forløber, og på hvilket tidspunkt af døgnet. Under alle omstændigheder vil jeg hvert fald pakke til en enkelt overnatning.

Indtil videre har jeg ikke haft nogen tegn på fødsel, men jeg er også kun i uge 37 på nuværende tidspunkt. Jeg er virkelig, virkelig træt, men det tænker jeg er uundgåeligt så sent i graviditeten og med to rimelig friske børn hjemme på orlov. Uanset hvornår og hvordan lille* melder sin ankomst, så glæder vi os hvert fald utroligt meget alle sammen.

Hvis du nåede helt herned, så må du alligevel synes, at fødselsberetninger er lige så spændende, som jeg gør – tak fordi, du læste med!

Kh. Emma Katrine

De to søde vordende storebrødre.

En bil-fri familie

En af drengenes første ture i vores nye Babboe E-big

– Indlægget indeholder reklame.

Et spørgsmål om prioriteter

Hverken mind mand eller jeg har kørekort. Det har ikke som sådan været en bevidst beslutning, at vi ikke skulle have det, men ikke desto mindre, så har ingen af os det. Min mand nåede aldrig at få et kørekort i England, førend han flyttede til Danmark, og dét at få et kørekort herovre, har aldrig været en prioritet for ham. Jeg har reelt været studerende fra jeg fyldte 18 år og indtil januar i år, kun afbrudt af et enkelt år på arbejdsmarkedet for en del tid siden. Så for mig har det heller ikke været en (økonomisk) prioritet at få et kørekort.

Jeg havde en forestilling om, at når jeg blev færdig med jurastudiet, SÅ skulle jeg have et kørekort, og vi skulle have en bil. Bevares, vi er da godt klar over, at det ikke er en livsnødvendighed, men med to små børn tænkte vi, at det var noget, der var værd at prioritere. Sådan blev det bare ikke…

Allerede inden jeg blev kandidat, havde jeg nemlig fået ansættelse som jurist – i København. I indre by. Vi blev hurtige enige om, at det slet ikke kunne betale sig for mig at skulle køre derind i bil, og at jeg derfor skulle fortsætte med at pendle med tog, hvilket jeg i øvrigt havde gjort mange år i forvejen til og fra studie og studiejob i København.

Herefter kom spørgsmålet så, om det så alligevel var nødvendigt, at jeg skulle have et kørekort NU? Det er som bekendt ikke småpenge, man smider efter sådan et kort i dag. Og efter virkelig mange år på SU, blev vi derfor også hurtigt enige om, at vi havde andre ønsker end at prioritere et kørekort, når vi alligevel foreløbig ikke skulle have bil.

Da Elliot blev født i 2015, fik vi en barnevogn. Senere en klapvogn. Da Charlie kom til i 2016, fik vi en søskendevogn. Vi har altid boet i byen eller tæt på, så vi fragtede simpelthen bare drengene frem og tilbage til alt i klapvogn – familiebesøg, ture, vuggestue og børnehave. Ja, det var til tider vådt og koldt. Men vi supplerede med offentlig transport, og jeg har i øvrigt altid tænkt, at det var lidt ligesom, det er med en opvaskemaskine – har man aldrig haft en, så har man ikke så meget i mod at vaske op i hånden.

Vi måtte dog sande efter vinteren i år, at det begyndte at blive lidt tungt at køre to drenge på 2 og 3 rundt i en søskendevogn, og at det jo egentlig også tog ret lang tid for at komme nogen steder. Samtidig begyndte vi at blive lidt trætte af, at meget skulle times efter bybusserne. Men eftersom vi allerede havde besluttet, at vi skulle udskyde både kørekort og bil nogle år endnu, hvad skulle vi så gøre? For os blev svaret en ladcykel – selvfølgelig på el.

Mig og Elliot på vej ned i byen efter lørdagsblomster

Ladcykel-junglen

Efter beslutningen om en ladcykel var taget, stod vi “kun” tilbage med den opgave at finde den rette, og tro mig – det var faktisk ikke særligt nemt. Der er nemlig rigtig meget, man skal tage stilling til, når man skal købe en ladcykel, og der er virkelig mange modeller på markedet og ikke mindst mange forskellige erfaringer fra folk heromkring.

Et godt sted at starte (fandt vi ud af), var om den skulle være med eller uden el. Det var en ret nem beslutning for os, eftersom vi ikke har bil, og vi bor i en ok bakket by.

Herefter kom spørgsmålet om, hvor stor den skulle være, og hvad den skulle kunne. Vi blev ret hurtigt enige om, at vi prioriterede en stor ladcykel. Både så den kunne vokse med drengene, men også så vi kunne bruge den til en masse andre ting – dagligvareindkøb, byggemarked, planter osv.

Fordi vi er nogle forsigtige typer og heller ikke bor i Københavns crazy cykelkaos, så prioriterede vi heller ikke, at cyklen skulle kunne tilte mv., hvilket er nogle funktioner, der normalt koster en smule mere.

Det førte os videre til det næste spørgsmål – nemlig prisen. Hvor meget skulle vi ofre på vores ladcykel? Ved at Google fandt vi ud af, at man kan få ladcykler med el fra ca. 10.000 kr. til + 30.000 kr. Hvorfor var der så stort et spænd? Vi var ret meget i vildrede på dette tidspunkt. Derfor meldte vi os ind i en Facebook-gruppe for ladcykel-entusiaster, og her var meldingen rimelig klar – pris og kvalitet hænger i den grad sammen, når det kommer til ladcykler.

Vores valg

Efter at have læst rigtig mange indlæg på Facebook med folks erfaringer, guides til ladcykler, test af ladcykler og efter at have spurgt rundt hos familie og venner, som allerede var ejere af ladcykler, stod Babboe tilbage som det mest anbefalede mærke, der samtidig passede til vores overvejelser om behov og budget.

De anbefalinger, som vi modtog, lød bl.a. på, at Babboe var fin kvalitet til en fornuftig pris, at de havde en god service, og at deres cykler kunne serviceres ved stort set alle cykelhandlere. Det er nemlig en vigtig ting at have med i sine overvejelser, altså om man kan få lokale serviceeftersyn, og om det er nemt at få reservedele til sin ladcykel.

Efter en god vejledning fra Babboe selv, endte valget på deres E-big model. Det er ikke deres allerstørste model, men den passede perfekt til vores tanker om at kunne rumme børn, indkøb , en klapvogn osv. Jeg var i øvrigt også ret begejstret for det fine lidt retro-agtige look, som cyklen har.

Søndagsudflugt til Strandparken

Tre måneder senere

Nu har vi snart haft vores Babboe i 3 måneder. Og kan man så finde følelsen af “bil-frihed” i en ladcykel med el? Svaret er JA for vores vedkommende. Livet som bil-fri familie er blevet meget nemmere de sidste 3 måneder.

For det første er vores aflevering og hentning af drengene i vuggestue og børnehave blevet mere end halveret tidsmæssigt. Hvor vi før gik i klapvogn med dem, og det tog ca. 15-20 minutter at komme til børnehave og det samme hjem igen, tager det nu ca. 7-8 minutter at cykle. Ja, min mand og jeg bliver stadig våde, når det regner, men altså, det er bare ikke et så stort et problem, da det kan imødegås med fornuftig påklædning.

For det andet oplever vi en spontan grad af frihed, som vi ikke havde før. Dét at cykle ud i nærmeste byggemarked, som før ville have taget en krig med klapvogn eller bus, tager nu 15 minutter, og derfor er det ikke længere uhørt, at vi på en fridag nu får ordnet mange flere projekter i huset og haven end før, hvor det hele helst skulle være planlagt i forvejen.

Den frihed kommer også til udtryk på mange andre måder. F.eks. når jeg
er alene med drengene hver anden weekend, når min mand arbejder, er det blevet så meget nemmere for mig at tage på tur med drengene til skoven, stranden mv. eller ned for at besøge mormor eller venner. Bare ud i cyklen og afsted, og hjem igen når det passer os. Jeg tænker, at det må være lidt sådan det føles at have en bil?

Vi har i de 3 måneder, vi har haft vores Babboe, ikke haft en finger at sætte på den. Den har kørt upåklageligt og bestod sit 2-måneders serviceeftersyn med glans. Vi har kørt byggematerialer, planter, massere af børn og til og med mormor rundt i den til stor fornøjelse for os alle. Det er helt sikkert, at vi den dag, vi endelig får en bil, beholder vores ladcykel som en slags bil nr. 2.

Og så vil jeg da selvfølgelig også lige slå et slag for miljøet i samme omgang. Selv hvis man har en bil, men går med overvejelser om en bil mere, så vil man skåne miljøet ved at vælge en ladcykel i stedet. Og kan man som os godt undvære en bil, så er en ladcykel det oplagte miljøvenlige alternativ for børnefamilien.

Hvis du har spørgsmål til dét at købe en ladcykel eller specifikke spørgsmål omkring vores Babboe, er du velkommen til at skrive en kommentar her eller sende en DM på Instagram.

Link til vores ladcykel findes lige her.

Kh. Emma Katrine