Renovering af køkken og bad

Indlægget indeholder reklame

2020 var året, hvor vi fik vores første og formentlig største renoveringsdrøm opfyldt, nemlig en gennemrenovering af vores næsten 50 år gamle køkken og omkring 40 år gamle badeværelse. To af de efter sigende dyreste og mest besværlige rum at renovere, men som alligevel gik nogenlunde efter planen for os trods et over 100 år gammelt hus. I dette indlæg vil jeg dele vores tanker om både renoveringsproces og indretning med jer.

Køkkenet – klassisk IKEA med et personligt og farverigt præg

før – upraktisk 70’er køkken

Da vi overtog huset i efteråret 2017 fulgte der et hvidt “snedker-køkken” med fra engang i start 1970’erne. Når jeg skriver “snedker-køkken” i anførselstegn, så er det fordi, at mens det var bygget til selve huset, så var det ikke umiddelbart i en kvalitet materialemæssigt, som ville blive anerkendt som fagligt standard i dag.

Ud over at køkkenelementerne var trætte og slidte, så var køkkenet også dårligt indrettet og ikke på nogen måde udnyttet optimalt pladsmæssigt.

nyt køkken – men hvilket?

Vores ønskescenarie for det nye køkken var, at det skulle være et køkken, som vi design- og funktionsmæssigt ville blive rigtig glade for, men som heller ikke skulle koste på den forkerte side af 100.000 kr. Vi havde faktisk sat et budget på maks. 70-80.000 kr. for alt, og det kan jeg godt afsløre, at vi holdt.

For at kunne holde os inden for budget var diverse designerkøkkener ikke en mulighed, men det havde vi det egentlig helt ok med. Min far arbejder med storkøkkener industrielt, og han er stor fan af kvaliteten af IKEA’s køkkener, som han ofte bruger i sine arbejdsprojekter, hvor det er muligt. Fordelen ved IKEA’s køkkener er – ud over god kvalitet – også, at de kommer i en standardstørrelse, så der rimelig nemt efter f. eks. 10 år kan skiftes låger mv. Vi har blandt andet tænkt på, at hvis vi om 8 år er trætte af de matte hvide låger, så kunne vi da godt finde på at kigge på nogle designer-fronte til køkkenet, f. eks. hos Reform eller A. S. Helsingö.

Da vi ikke umiddelbart var vilde med nogen af de farvede fronter, som de havde hos IKEA, da vi renoverede, valgte vi at gå med en klassisk mat hvid (VEDDINGE). Alle køkkenelementer – inklusive to indbygningsovne (den ene kombi), køleskab, emhætte, vask og kogeplade – endte med at koste os ca. 35.500 kr. Hertil købte vi en opvaskemaskine fra en elektronikvirksomhed, og vi fik foræret knopper til hele køkkenet fra Beslag Online (Sture, børstet messing). Vores flotte armatur i børstet messing fik vi foræret fra Damixa (Silhouet).

efter – et personligt ikeakøkken

Det er formentlig ikke gået nogen forbi, at Instagram har set sin fair share af hvide køkkener med messingdetaljer de seneste par år, og det er jo også bare en enormt fin kombi.

Vi ønskede dog med vores køkken at tilføje en smule mere personlighed og farve, så mens vi valgte at holde det rimelig klassisk og safe i forhold til “metal-valg” og køkkenfarve, så gik vi all in på fliser, køkkenbordplade og vægfarve i køkkenet.

Vores køkkenfliser er fra MosaikHjørnet fra serien ‘Tera’ og i farven ‘Early Morning’. Farven kan formentlig bedst beskrives som en blanding af beige og grå, og alt afhængig af lysindfaldet i rummet og fugen, kan flisen fremstå både lys og mørk i det. Vi havde egentlig besluttet os for, at vi ville have en fuld væg med ‘Tera’-flisen i sildebensmønster, men vi gik væk fra ideen, da vi i stedet besluttede os for at køre to vægge med fliser af praktiske årsager. Sammen med vores murer besluttede vi os for et enkelt og klassisk flisemønster med “stablede” fliser.

Fugen er en meget lys epoxy-fuge, som modsat andre former for fuger er vedligeholdelsesfri og kan tåle f. eks. stænk fra pastasovs uden at blive misfarvet – ergo en rigtig smart fuge til køkken (og bad for den sags skyld). Vi har brugt køkkenet i snart 9 måneder, og fugen fremstår stadig helt som ny.

Henset til vores noget optimistiske køkkenbudget var vi lidt udfordrede på bordpladefronten, men samtidig havde jeg besluttet, at vi ikke skulle gå helt på kompromis med at få en køkkenbordplade, som vi ville blive glade for, og som ville bibringe noget særligt til køkkenet. Jeg kiggede oprindeligt på stenbordplader, da jeg rigtig gerne ville have en marmor-bordplade, og vi kiggede også på muligheden for corian – begge var imidlertid way over budget. Vi overvejede også en linoleums bordplade, men de er heller ikke billige (ca. 2.000 kr. pr. meter), og så er linoleum også et rimelig sart materiale og derfor ikke oplagt til køkken.

Min far kom os derfor til redning med forslag om en laminatbordplade. Til at starte med tænkte jeg bare nej, for jeg forbandt ikke ligefrem laminat med noget lækkert eller eksklusivt (vi kender vel alle de “flotte” laminatbordplader i fake træ eller terrazzo-mønster). Gennem sit arbejde havde min far imidlertid kendskab til Formicas laminat-serie, som blandt andet består af tidløse og smukke farver. Så mange fine farver, at det faktisk var rigtig svært at beslutte sig! Valget faldt i sidste ende på en sart rosa (‘Just Rose’) med et messing kantbånd (også laminat, men føles som og ligner fuldstændig børstet messing).

Min far var sød at hjælpe os med at bestille og skære bordpladen til, og derfor kunne vi holde prisen på bordpladen nede, men typisk koster en lignende bordplade ca. 1.000 kr. pr. meter – det er dog uden opmåling, udskæring, beslag, montering og kantbånd.

Vi er indtil videre fuldt tilfredse med kvaliteten af bordpladen, som i øvrigt er stort set vedligeholdelsesfri.

Små detaljer gør en stor forskel

Ud over valget af anerledes knopper, fliser og bordplade valgte vi også at male hele køkkenet – inklusive loft – i en varm og indbydende “peachy beige” farve, nemlig Morning Dust fra Røverkøb. Det har givet en fin ro til det ellers meget hvide og kliniske IKEA-køkken.

Vi valgte også at male køkkengulvet med træmaling fra Røverkøb i hvidt, fordi vi var trætte af at det gamle rå trægulv sugede alt til sig. Et hvidmalet gulv giver selvfølgelig en anden slags udfordring (man kan se alt med det samme), men til gengæld er det meget lettere og hurtigere at rengøre. Vi overvejer, om gulvet skal males en anden farve en hvid, når det på et tidspunkt skal have en lille opfrisker, for at bringe endnu mere farve ind i køkkenet.

Vi gik desuden ikke på kompromis med de mindre indretningsmæssige detaljer i køkkenet, for det kunne vi godt tillade os, eftersom vi havde sparet så meget på selve køkkenet. Derfor købte vi uden at blinke både en Stringpocket-reol (i farven blush) samt en Le Klint-lampe (Frugtlygten) for at fuldende indretningen af køkkenet, og det har vi ikke fortrudt. Særligt den lille reol, hvor mit yndlingskeramik og glas står fremme, bidrager med noget personlighed til køkkenet.

De øvrige udgiftsposter

Lidt hurtig hovedregning afslører, at vi efter indkøb af selve køkkenet, hvidevarer mv. selvsagt ikke havde brugt hele vores budget. Der er dog også andre udgifter forbundet med at renovere køkken, f. eks. udgiften til elektriker, VVS’er mv.

Det giver ikke nogen mening at fortælle om, hvad vi har brugt på de enkelte håndværksmæssige poster, for det vil altid komme an på den konkrete opgave. Jeg kan dog klart anbefale, at man kontakter flere håndværkere med en god projektbeskrivelse for at få indhentet flere tilbud på samme arbejde.

Vi har også klaret en stor portion arbejde selv i forbindelse med køkkenet, f. eks. samling af køkkenet og montering, ligesom vi også selv udførte nedrivningen og malerarbejde. Det har vi selvsagt sparet en del på, ligesom vi også har sparet noget på vores budget ved at få foræret nogle af de nye produkter i gave (her skal man dog ikke glemme, at der stadig skal afregnes til SKAT),

Vi er bestemt ikke særlig handy, men vi gik rimelig praktisk til værks med de ting, vi tænkte, at vi selv kunne, og det gik også rimelig godt. Google, Youtube og kyndige kammerater er gode kort på hånden, hvis man ønsker at kaste sig ud i at spare nogle penge på gør-det-selv.

Der hvor man selvsagt ikke bør gøre det selv, er ved el-arbejde og VVS, og det afholdt vi os også helt fra.

Ellers kan jeg i øvrigt anbefale, at man indretter sig med et midlertidigt køkken et andet sted i huset under renoveringen. Vi rykkede vores køleskab og mikrobølgeovn ind i spisestuen, og jeg havde inden nedrivningen af køkkenet brugt en dag på at lave en masse færdigretter til fryseren (pizza, lasagne, boller i karry osv.), så navnlig drengene kunne få ordentlig mad under projektet. De voksne levede muligvis mest af toast … Men vigtigst brugte vi meget få penge på take away i perioden, som også blev væsentlig længere end forventet. Jeg havde jo regnet med, at vi kunne færdigrenovere både køkken og bad på 2-3 uger samlet… Men så lærte jeg om tørretider og håndværkertider, og så tog det nærmere 8 uger end 2, førend vi kunne tage køkken og bad i brug igen.

Alt i alt har det været både spændende og lærerigt at renovere køkken selv, men det var også enormt krævende. Det har dog uden tvivl været det hele værd, for jeg glædes stadig dagligt over vores nye køkken.

Mens jeg har skrevet køkkendelen af det her blogindlæg, er det gået op for mig, at jeg ingen billeder har af “den anden ende” af vores køkken, som vender ud mod gangen. Jeg kan dog fortælle, at der til venstre på dette billede er to højskabe, et med indbygget køle- og fryseskab og et med to indbygningsovne samt skuffer. Til højre er der to højskabe, et bredt og et smalt. Det brede indeholder både skuffer og hylder og fungerer som viktualieskab, mens det smalle fungerer som opbevaring til diverse køkkenting samt rengøringsskab med plads til f.eks. støvsuger. Ved at indsætte højskabe i køkkenet har vi helt kunne undvære overskabe, og det gør virkelig en positiv visuel forskel i et rimelig lille køkken, at der ingen overskabe er.

Badeværelset – farverigt med respekt for husets tidsånd

før – kedeligt og halvmørkt 80’er badeværelse

Vores hus er et halvdobbelthus, som oprindeligt – sammen med mange andre helt lignende huse – blev bygget af en velhavende fabriksejer til udlejning til de fabriksansatte. Husene blev opført omkring 1920’erne, og det var før, at man nødvendigvis indrettede sig med toilet inde i huset. Vores huse i grundejerforeningen er derfor indrettet vidt forskelligt med bad- og toilet. I vores hus besluttede man f. eks. i 1980’erne at inddrage en del af pladsen på førstesalen til et badeværelse/toilet på i alt 4 m2.

Og det havde man valgt at gøre – sikkert i tidens ånd – med en mørk, klaustrofobisk opmuret bruseniche med en smuk pizzabue. Selvom indretningsstilen ikke var helt i vores ånd, så fejlede badeværelset imidlertid som sådan ikke noget modsat køkkenet. Det var bygget virkelig solidt i enormt slidstærke materialer, så renoveringen af badeværelset var egentlig mest af æstetiske årsager – men der er jeg jo stærk fortaler for, at man godt kan forsvare en renovering alligevel, for man skal trods alt kigge på det hver eneste dag.

Vi var under selve renoveringen hjulpet meget af, at vi i kælderen har et ekstra toilet og en håndvask. Bad blev ordnet hos venner, på arbejde og i fitness. Hvis man ikke har et ekstra toilet i huset, kan jeg varmt anbefale, at man lejer en toilet/badvogn.

efter – Lyst og farverigt nyt badeværelse

Til renoveringen af vores badeværelse havde vi egentlig kun afsat og lånt omkring 50.000 kr., for vi var meget optimistiske omkring, hvor billigt det kunne gøres. Vi var klart også FOR optimistiske, og vi endte derfor med at bruge formentlig 15.000-20.000 kr. fra egen opsparing på projektet oveni.

Det sparede os en del penge, at vi ikke skulle “rode” med noget VVS, og med det mener jeg f. eks. flytte rundt på rør. Al rørføring var før, som det også er i dag, og det sparer man selvklart penge på. Desuden var al el også i orden i badeværelset, så der var heller ikke nogen særlig stor udgift til elektriker forbundet med projektet.

De største udgiftsposter var derfor murerarbejde, materialer og inventar.

Fordi det eksisterende gulv i badeværelset var i så god og solid stand, valgte vi at få lagt mikrocement ud på gulvet i stedet for at banke det hele op og lægge nye fliser. Dog valgte vi i selve bruseområdet at banke omkring 1 m2 af gulvet op for at sikre, at der ikke var nogen som helst tegn på fugt under brusenichen, og det var der heldigvis ikke. Opbankningen af gulvet gjorde samtidig, at vi kunne få muret et mindre fald ind mod afløbsristen.

Vi valgte at bruge Conteco til hele gulvet, fordi det er det eneste godkendte produkt af sin art til vådrum. Vi fik vores murer til at lægge gulvet, selvom man godt selv kan arbejde med Conteco, hvis man har mod på det, hvilket vi ikke lige havde. Farven er deres ‘Dusty Rose’, som er en smuk, sart rosa. Det smarte ved Contecos farver er, at man selv kan bestemme farveintensiteten, fordi man selv skal blande produktet. Vi har arbejdet med 5 gram farve i vores blanding, og det har givet et lyst udtryk. Hertil valgte vi en glat struktur til gulvet og en mat finish, som har gjort det helt silkeblødt at se på. Mulighederne er altså mange med Conteco, og vi – og vores murer – har fået helt exceptionel god service og vejledning undervejs i hele processen.

De lyseblå fliser på brusevæggen er fra Fliseuniverset (serien ‘Cemento’ i farven ‘Glicine’) og måler 7 x 28 cm. Jeg var meget splittet mellem den fine lyseblå flise fra serien og den tilsvarende enormt fine lyserøde flise fra samme serie, men med lyserødt gulv, var valget alligevel ikke så svært. Too much of a good thing, right? ‘Cemento’ fliserne har det fineste farvespil i hver enkelt fliser, og det giver et virkelig flot og spændende udtryk, når de mange forskellige fliser sættes sammen. Samtidig har de – modsat vores køkkenfliser – en helt mat overflade, så de ikke bliver “for meget”.

Også på badeværelset havde vi overvejet sildeben, men vores murer fik igen (måske han bare hader sildeben?!) talt os fra det mønster, med den begrundelse af det ville blive noget juks med vores skråvæg derude. Jeg kunne godt se hans pointe, og vi gik derfor igen med et mere klassisk flisemønster.

Vi valgte desuden at gå med sort metal i badeværelset som et modspil til alt vores messing i køkkenet. Også her valgte vi produkter fra Damixas ‘Silhouet’-serie. Det skal selvfølgelig overvejes, når man vælger sort metal, om man gerne vil gøre den ekstra rengøringsindsats, der er, i forhold til kalk. Det vil vi dog gerne, og jeg synes, at det sorte spiller rigtig godt sammen med det lyserøde og lyseblå. Det giver noget kant til farverne.

Den mørke, opmurede bruseniche blev byttet ud med en smuk og luftig løsning i glas fra Tarpgaard A/S. Jeg faldt over deres løsninger, da jeg søgte inspiration til små badeværelser på Pinterest, og jeg kunne hurtigt se, at det var dem, man skulle have fat i, hvis man ville have en speciel og lækker løsning. Tarpgaard sendte hurtigt en mand ud for at måle op til vores løsning, og i samråd med os blev der skabt den perfekte løsning til lige netop vores badeværelse, som tog højde for både småt med plads, skråvæg og ønsket om en helt lukket løsning med dør. Det var heller intet problem at få lister og beslag i sort metal, så løsningen matchede resten af badeværelset. Jeg blev næsten fristet til også at bruge messing i badeværelset, da jeg så alle de flotte glasløsninger, som Tarpgaard havde lavet med messingdetaljer, men jeg er nu glad for, at vi holdt fast i det sorte.

Selvom vores badeværelse stadig kun er 4 m2 stort, så har udskiftningen fra opmuret bruseniche til glasløsning virkelig gjort noget positivt for følelsen af rummets størrelse. Det føles både større og lysere, og fordi glas er så tyndt et materiale, har vi også fået mere bruseplads i selve brusenichen, uden at det samtidig har taget mere gulvplads fra den øvrige del af badeværelset.

Da vi flyttede ind i huset i 2017 udskiftede vi straks et gammelt og nedslidt badeværelsesskab + vask med et nyt fra IKEA. Det var der ingen grund til at udskifte under renoveringen, så det genbrugte vi, dog med nye sorte greb fra Beslag Online.

Sidst men ikke mindst valgte vi at få skiftet det “klassiske” gulvtoilet ud med et væghængt toilet. Det havde vi strengt taget ikke behøvet, da det ikke ligesom er pladsbesparende, men det løfter bare badeværelset en smule indretningsmæssigt, at det er væghængt – og så er det nemmere at rengøre omkring toilettet, hilsen drengemoren….

Beslutningen om at renovere et ellers funktionelt badeværelse var lidt spontan og opstod mest af alt, fordi vi alligevel skulle renovere køkken. I dag kan jeg næsten ikke afgøre, om jeg er mest glad for vores nye køkken eller nye badeværelse. Jeg kan bare konstatere, at det har været hver en krone, svedperle og tåre værd, for vi vil jo egentlig gerne blive boende i huset mange år endnu, og så betyder det bare noget, at to af de mest brugte rum er præcis, som man ønsker dem.

Der er god plads til drengenes store badekar i den nye bruseniche, og med en lukket løsning er det endda forsvarligt at lave en lille hjemmespa-oplevelser med ipad på badeværelset engang i mellem. Som regel bliver der også serveret vaffelis i den situation – det er nemlig rimelig genialt at lade børn spise is i badet, så er de nemlig stadig helt rene efterfølgende.

Jeg håber, at indlægget her kan give dig inspiration til selv at komme gennem en renovering af køkken og bad (eller begge dele), og hvis du har spørgsmål, som du ikke kan finde svaret på ovenfor, så er du velkommen til at smide en kommentar.

Kh. Emma Katrine

DIY flisekube

Resultatet af en forlænget weekends arbejde

Hjemmelavet flisekube som sofabord i vores stue

Fra inspiration til flisebord

Jeg har længe ledt efter det perfekte sofabord til vores stue men uden at finde det. Jeg tror, at vi har været gennem mindst 3 sofaborde, i de snart 3 år, vi har boet i huset.

En aften sad jeg og kiggede boliginspiration på telefonen på Instagram, da jeg faldt over de fineste fliseborde lavet i kubeform. Men av, de kostede hurtigt 2.500 kr. plus. Jeg skrev derfor straks til min veninde Miaamalie (@miaamaliesj), om vi ikke skulle lave et sammen, og få dage efter stod vi en fredag formiddag ude i Bauhaus for at handle ind til to stk.

Jeg har ikke de præcise tal, for hvor meget vi endte ud med at give pr. flisekube, men jeg tror, at det var omkring 600 kr. pr. stk. for både materialer og værktøj.

Det tog et par timer fredag at handle, det meste af lørdagen til at lave trækasserne og sætte fliserne på, og lidt af søndagen at vaske flisekuberne og sætte fødder på. Altså et lille forlænget weekendprojekt!

Også for DIY-amatører!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er særligt handy, og at Miaamalie heller ikke er meget bedre hjulpet i den retning end jeg er. Men inden du bliver for skræmt af tanken om at bygge en flisekube helt selv, så klarede vi det altså helt selv (med lidt telefonhjælp fra min far). Vi forborede muligvis et par huller med boret drejende den forkerte vej, men hey, der kom stadig hul, og da vi opdagede, hvilken vej boremaskinen skulle dreje, så gik det hele meget nemmere!

Mens jeg valgte at lave et sofabord, valgte Miaamalie at lave et sengebord. Se hvor fint det er i hendes soveværelse!

Indkøbslisten – what to get

Vi valgte som nævnt at handle i Bauhaus, mens vi købte enkelte dele værktøj i Jem og Fix, fordi det var lidt billigere.

Du bestemmer selvfølgelig selv størrelsen på dit flisebord, og den letteste måde at beslutte sig om størrelsen er egentlig at overveje dit behov og hvilke fliser, du ønsker. Herefter kan du ud fra fliserne størrelse og ønskede placering regne dig frem til, hvor store mdf-plader, du skal bruge til kuben. Husk også at beslutte dig for, hvor bred din fuge skal være, da der også skal indregnes plads hertil. I de fleste byggemarkedet skær de mdf-plader på lige de mål, du ønsker, så den del er nem nok.

Indkøbslisten i dette indlæg er tilpasset de borde, som Miaamalie og jeg lavede:

Hvis du ønsker en flisekube i samme størrelse som min (med 15 x 15 fliser) skal du købe 5 x 12 mm mdf-plader i følgende mål:

  • 2 x sideplade i 46 cm x 60 cm
  • 2 x sideplade i 43,6 cm x 60 cm
  • 1 x topplade i 46 cm x 46 cm
  • 2 kasser 15 cm x 15 cm fliser (mine var de billigste med glans fra Bauhaus til under 100 kr. kassen)

Hvis du ønsker en flisekube i samme størrelse som Miaamalies (med 9,7 cm x 9,7 cm) skal du købe 5 x 12 mm mfd-plader i følgende mål:

  • 2 x sideplade i 41 cm x 51 cm
  • 2 x sideplade i 38,6 cm x 51 cm
  • 1 x topplade i 41 cm x 41 cm
  • 1 kasse 9,7 cm x 9,7 cm fliser (Mias var de billigste fra Bauhaus i mat hvid til under 150 kr. for en kasse)

Herudover skal du bruge følgende ting til 1 x flisekube:

  • Værktøj: Murerske, tandspartel, gummispartel og murersvamp.
  • LIP Multi Fliseklæb “fleksibel” (køb det, du selv blandet, det er nemt nok og billigere).
  • LIP Multifuge (vi valgte sort, men det fås i flere farver).
  • Flisekryds 4 mm (medmindre du vælger små fliser, som sidder fast sammen, så de er lige til at sætte op).
  • Arbejdshandsker.
  • 3 billige plastikspande (1 til klæb, 1 til fuge og 1 til rengøring).
  • Trælim til siderne på din kube.
  • Pakke med 25 træskruer med undersænket hoved 3,5 x 30 mm.
  • Fødder til din flisekube.

How to:

Step 1 – forbor pladerne

Du skal starte med at forebore de to største af dine sideplader som vist på min fars flotte tegning her samt forbore topladen.

Der skal være 3 forborede huller på sidepladerne og i alt 12 forborede huller på toppladen.

Step 2 – sæt pladerne sammen

Herefter skal du komme trælim på alle pladesider, der rører hinanden, og bore dem sammen med dine skruer. Det er klart nemmest at være to om dette trin, således at en person kan holde to sideplader sammen, mens den anden borer. Til sidst bores toppladen i. Herefter skal kuben tørre i den tid, der er angivet på din trælim.

Step 3 – påfør grunder

Det er en rigtig god idé at komme grunder på din kube, så mdf’en ikke suger al fugtigheden ud af dit fliseklæb. Du kan selvfølgelig bruge almindelige grunder til dette, men du kan også bruge et gammelt murertrick og fortynde noget fliseklæb med vand til en rigtig tynd masse, som du herefter pensler på.

Step 4 – på med klæb!

Når din flisekube er helt tørret, så begynder det sjoveste – påføring af dine fliser! Her skal du med murerskeen påsmøre fliseklæb i et tykt nok lagt til, at du kan køre din tandspartel igennem, uden at du kan se trækassen. Du skal køre nedefra og op i en lige bevægelse med din tandspartel. Du skal lave én side af gangen med både klæb og fliser.

Step 5 – murerdelen

Når du har smurt din første side op, begynder du at sætte fliser på. Hvis du har købt fliser, som “hænger sammen”, sætter du dem bare på, så de passer med sidernes størrelser. Tryk dem godt fast. Hvis du har købt separate fliser, sætter du dem op med dine flisekryds imellem. Tryk dem godt fast. Gør dette på alle sider og lad dit bord tørre efter anvisningen på fliseklæbspakken – forvent en tørretid på hvert fald 24 timer. PS. Det er altid godt med lidt rosé til udendørs arbejde!

Step 6 – påfør fugemassen

Når din flisekube er tør, og du har fjernet eventuelle fugekryds, påfører du din fugemasse med din gummispartel i diagonale bevægelser. Sørg for at dine fuger er godt fyldt ud ved at gå dem grundigt efter og eventuelt påføre mere fuge med din finger, hvor du synes, at der mangler. Du kan udglatte store fuger ved at komme en minimal mængde vand på fingeren.

Step 7 – rens overskydende fugemasse

Kort tid efter, at du har påført din fugemasse (vi ventede maks. 20 minutter, men læs på pakken), skal du begynde at fjerne overskydende fugemasse ved at vride en murersvamp meget hårdt op med koldt vand. Pas godt på din fuge, når du kører svampen over. Du skal skifte vand ofte undervejs. Det er ikke muligt at fjerne al overskydende fugemasse ved dette step, og der må derfor gerne være et såkaldt fugeslør tilbage. På billedet til højre er vi lige begyndt at vaske Miaamalies bord ned. Lad herefter fugen tørre efter anvisningerne. Vores sagde 8 timer.

Step 8 – last touches!

Når din fuge er helt tør, renser du dit bord for fugeslør med din murersvamp og koldt vand. Skift vandet ofte. Sæt herefter enten fødder under dit bord for at skåne dit gulv. Vi købte stiftfødder i metal til vores. Husk at bordet er tungt, og at du derfor ikke skal vælge for små fødder.

Færdigt flisebord!

Når du er færdig med din flisekube, er det bare at begynde at indrette det i dit hjem. Jeg købte selv et par smukke retro glasskåle på et loppemarked til min, mens Miaamalie besluttede sig for at male en væg i sit soveværelse for en lidt større fornyelse.

Jeg håber, at vores lille DIY-guide har været brugbar for dig, og tag os ENDELIG hvis du deler din egen flisekube på Instagram (@emmakatrine.c og @miaamaliesj).

Kh. Emma og Miaamalie

Børneværelse med farver

Dregenes deleværelse er altid genstand for så fin respons på Instagram, når jeg deler billeder derfra, og det gør mig bare så glad, at I kan lide det! Det er uden tvivl et af husets mest vigtige rum, for det betyder rigtig meget for os, at drengenes værelse er deres og indbyder til både leg, hygge og ro.

I det her indlæg vil jeg dele mine tanker omkring indretningen af værelset med jer og fortælle lidt om, hvor de forskellige ting i rummet kommer fra, og hvorfor vi har valgt dem.

Indlægget indeholder reklame.

Køjeseng med plads til leg

Drengenes huskøjeseng er bygget efter egen tegning.

Vores hjemmetegnede huskøjeseng bliver der altid spurgt rigtig meget ind til, når jeg deler billeder af drengenes værelse. Vi valgte at få lavet en køjeseng til dem allerede da Charlie var baby og Elliot var 1.5 år, fordi vi vidste, at de skulle dele værelse i mange år. Drengene er jo virkelig tæt på hinanden med kun 18 måneders aldersforskel, og vi synes, at det er både hyggeligt og praktisk, at de deler værelse. Vi bliver ofte spurgt, om den ene ikke vækker den anden osv., men det er sket yderst sjældent.

Min far tegnede sengen for ud fra vores ønsker. Oprindeligt blev den tegnet med skuffer neden under til opbevaring, men det fragik vi i sidste øjeblik, og det var faktisk rigtig heldigt, for da vi flyttede fra vores gamle andelslejlighed og ind i huset, så måtte vi skære lidt af benene for at få plads til sengen, da loftet på 1. sal i huset var lavere end lejlighedens.

Elliot flyttede ind i underkøjen allerede, da han var 1.5 år. Da vi flyttede ind i huset, og Elliot var knap 3 år, og Charlie knap 2 år, kom Elliot op i køjen øverst, og Charlie flyttede ind nederst. Det har fungeret super fint. I dag er de begge over alt i sengen og kravler nemt op og ned.

Vi gav ca. 1.500 kr. for sengen inklusive levering. Det er værd at forsøge at Google “huskøjeseng” eller “husseng”, såfremt man ønsker en seng magen til drengenes, da flere fremstiller lignende senge på bestilling.

Hygge med bløde tekstiler

Et blødt gulvtæppe for at skabe hygge

Gulvene i vores hus er muligvis lige så gamle som huset selv – 100 år i 2019. Det bærer særligt plankegulvene på drengens værelse præg af, idet de gennem mange års slid er blevet bløde og giver lidt efter visse steder. For at undgå at træet skal få sprækker, har vi derfor prioriteret et stort, lækkert og blødt gulvtæppe på værelset, som samtidig bringer en hyggelig bohome-agtig stemning til rummet.

En del af interiøret på drengenes værelse er af tekstil, da det bringer en blød, hyggelig varme til rummet. Et børneværelse skal i min optik være dekorativt og indbyde til leg, men det skal samtidig også være harmonisk og behageligt at sove i, da det også er et soverum. Den fine lille blad-ranke er fra LilleOktober på Instagram. Alfons Åberg er både en stoleforhøjer, en lille siddepuf og en dekorativ pude, og han forhandles hos TeddySit.

Indretning med personlighed

Vi synger ‘Jeg ved en lærkerede’ hver aften

Jeg elsker indretningsdetaljer med historie og personlighed. Siden Elliot var lille baby, har jeg sunget vuggevisen ‘Jeg ved en lærkerede’ for ham, og Charlie har derfor også fået den sunget hver aften, helt fra han lå inde i min mave. Den fine plakat fra TinyTails bringer liv til visen gennem illustrationen, og drengene kan relatere til plakaten gennem vores lille sangritual.

Det er desuden ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for trælegetøj – det er både smukt og funktionelt. Trælegetøjet på billedet er fra dygtige Ella & Frederik, bortset fra Kay Bojesen aben selvfølgelig, som vi har givet hver sin af i dåbsgave.

Bogen ‘Der var engang – for de yngste’ læser vi hver aften i. Den var en gave fra mormor til Charlie, og der er gode klassikere som Bukkebruse, Niels hjælper mor, Kalles nye kasket samt rim og sange i.

Karlekammerskabet, som det hele står på, blev fundet på Den Blå Avis inden vi købte huset og sat i stand med en gang maling og hjemmelavede hylder. Det huser begge drenges garderobe uden problemer.

Planter på børneværelset

Planter skaber liv og bedre indeklima

Alle ved at planter er både dekorative og med til at skabe et bedre indeklima, men i “traditionel” indretning ser vi dem sjældent anvendt i børneværelser. Det er en rigtig skam, for der er næsten ikke noget vigtigere sted at have et godt indeklima end der, hvor ens børn sover. Der er 3 planter på drengenes værelse, som alle er placeret strategisk uden for rækkevidde, for det kan selvfølgelig være rigtig spændende at lege gartner, når man er alene oppe på sit værelse. Den ene plante står på en fin hylde fra Oliver Furniture, og de to andre hænger i vinduet, som det kan ses på næste billede. Alle planterne er fra Hello Nature, som leverer planter fra deres webshop til hele landet.

Langt det meste af drengenes legetøj har vi nede i stuen, da de oftest vil være, hvor vi er, men de har også en del på børneværelset. For at skabe ro i forhold til, at rummet også bruges til at sove i, står kun udvalgt legetøj fremme mens det andet er let tilgængeligt opbevaret i fx kurve på gulvet.

Den fine og dekorative løveplakat er fra leoleo, et lille familieejet brand, som laver de flotteste sager til de små centreret omkring deres ikoniske løve.

Fra babyseng til hyggesofa

Genbrug af Charlies gamle Yomi bed

Charlies gamle Yomi-seng fra Sebra var alt for fin til at komme videre, da han gik over til at sove i køjesengen, og derfor tog vi siden af for at give den nyt liv som en hyggesofa på værelset. Den bliver brugt hver aften, når vi læser godnathistorie og nogle gange også af overnattende små gæster.

Plads til at pusle

En rolig pusleplads til hyggelige stunder

Vi bruger stadig puslebord til Charlie, primært efter bad. Det er hyggeligt at få ham op i øjenhøjde, når han bliver tørret og smurt ind i lotion. Selve puslepladsen er relativt rolig i farvene, fordi fokus skal være på vores relation, når den bruges, og ikke en milliard andre ting.

Puslebordet er fra Ikea med et lille hack i form af nogle store, pastelfarvede keramikhåndtag fra Anne Black. På den måde er både bleer, vådservietter og diverse plejeprodukter lige ved hånden men pænt gemt af vejen. De fine trækasser på væggen er malet i samme farve som selve væggen og indeholder en blanding af legetøj og pyntegenstande.

Tips til indretning af børneværelset

Farver i indretningen gør glad

Hvis du er lige så vild med farver i indretningen, som jeg er, og du gerne vil have flere af dem ind på børneværelset, så kommer mine bedste bud til det her:

Vælg farver, der gør dit barn og dig selv glad. Bare husk at tænke over, hvis rummet også skal bruges som soverum, at farverne ikke bliver så overvældende, at det kan blive svært at falde til ro i rummet.

Tænk ikke så meget over, om farverne “passer” sammen, men mere om tingene harmonerer sammen i rummet. Det er et børneværelse – børn elsker farver, og de fleste farver passer heldigvis fint til hinanden. Vi har fx både beige, grøn, orange, blå, rød, sort, træ, grå, gul og hvid i rummet, men ingen af farverne er mere dominerende end de andre.

Tænk på jeres historie og traditioner, når I skal skabe detaljer på værelset fx ved valg af plakater.

Tænk også praktisk – rummet skal kunne bruges nu og i fremtiden, så vælg gerne børnemøbler, der med tid kan få en anden funktion på værelset, fx som vores hyggesofa eller puslekommode.

Jeg håber, at du kunne lide min lidt mere uddybende gennemgang af vores børneværelse. Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at skrive en kommentar eller sende mig en DM på Instagram.

Kh. Emma Katrine