DIY puslebord

– fint og nemt IKEA-hack med SNIGLAR puslebordet.

Indlægget indeholder reklame

Brugt IKEA Sniglar puslebord med påmonterede trælister og pastelgul maling – ideelt hvor pladsen er trang.

En pladsbesparende løsning

Til Elliot og Charlie havde vi et fint og rummeligt puslebord fra IKEA, som var udformet som en kommode med en pusleplade, der kunne slås op og ned. Det stod inde på deres børneværelse, fra vi flyttede ind i huset i slut 2017, hvor de var henholdsvis næsten 3 år og 1,5 år. Det fungerede fint, men de var også en alder, hvor det ikke længere var nødvendigt at pusle dem om natten.

Da vi fandt ud af, at baby var på vej, gik det hurtigt op for os, at vi ikke kunne fortsætte samme løsning, da baby selvfølgelig skal kunne pusles om natten, samtidig med at drengenes nattesøvn skal forstyrres mindst muligt. Vi solgte derfor puslekommoden og gik i tænkeboks med henblik på at finde en ny (billig) løsning.

Det mest optimale ville selvfølgelig være, hvis vi kunne have puslebord på badeværelset eller i et bryggers, men eftersom vores badeværelse er meget småt (4 m2), og vores “bryggers” er helt nede i kælderen, var det ikke en mulighed for os. Jeg havde samtidig heller ikke noget ønske om at skulle hele vejen ned i stueplan om natten for at pusle baby, og med et småt soveværelse med skråvægge, var den eneste gangbare løsning at udnytte noget af gangarealet på førstesalen uden for badeværelset.

Som det kan ses på billedet, så er pladsen også rimelig trang i gangen, og derfor måtte vi også tænke kreativt for at skabe en hyggelig, rummelig og funktionel pusleplads. Man kan få så mange flotte pusleborde nu, som man ikke kunne, da drengene blev født (f. eks. fra Sebra og CamCam), men de er også bare i en prisklasse, som vi denne gang havde besluttet os for, at vi ikke ville kaste os ud i, i forhold til babyudstyr.

Fordi en pusleplads også er en ret midlertidig installation, ønskede vi ikke at bore huller i væggen i gangen. Det betød også, at alle smarte væghængte løsninger var frasorteret fra start. Det eneste puslebord, som jeg herefter kunne komme i tanke om, at der både var billigt og småt, var IKEA’s klassiske SNIGLAR. Det er dog også et – i min optik – lidt kedeligt puslebord, og den meget åbne plads forneden kan hurtigt få selv et organiseret puslebord til at synes en smule rodet.

IKEA SNIGLAR puslebord i sin originale udformning og farve. Fundet til 100 kr. i den lokale Mødrehjælp.

Inspireret af tidens trends

Efter at have fortalt min mand hvilken løsning, jeg påtænkte, at vi skulle ende ud med, begyndte jeg at lede efter et brugt SNIGLAR puslebord lokalt. Egentlig startede jeg med at søge lokalt, fordi IKEA var lukket på grund af corona, men ret beset er brugt det eneste, som giver mening, særligt når det skal hackes.

Heldigvis ledte jeg ikke længe, førend der dukkede et perfekt puslebord op i den lokale Mødrehjælps-butik til kun 100 kr. Win-win.

For tiden er trælister på vægge og møbler super populære, hvilket også giver en rigtig fin effekt, og så er pastelfarver – som er blandt mine yndlingsfarver – også populære. Inspireret af de to trends fandt jeg hurtigt ud af, at det var sådan, vores puslebord skulle hackes.

Fordi puslebordet skal stå ude i gangen og ikke inde på et børneværelse, ønskede vi at skabe et møbel, som blendede fint ind med den øvrige indretning omkring, herunder de fine sarte rosa og blå nuancer på vores badeværelse. Pastelgul var derfor et oplagt farvevalg, og efter at have set Trine (aka @trinesblend) lave den fineste pastelgule makeover af sit køkken, var jeg ikke i tvivl om, præcis hvilken gul, det skulle være – nemlig Mojave 1B fra Røverkøb.

Jeg startede med at slibe puslebordet ned med fint sandpapir for at få malingen til at hæfte bedre, og efterfølgende vaskede jeg det i vand med lidt opvaskemiddel og lod det tørre.

Listerne er almindelige, flade trælister på omkring 2,7 cm fra et lokalt byggemarked. De kommer selvfølgelig ikke udskåret, så dem skar jeg ud sammen med min veninde Miaamalie i byggemarkedet – til stor fornøjelse for et par kunder, der tydeligt kunne se, at dét havde vi ikke prøvet før! Men det gik, og vi sleb efterfølgende enderne med lidt fint sandpapir for at få dem mere lige og jævne. De kostede lige omkring 250 kr. for alle sammen.

Da puslebordet var tørt, hjalp min far mig med at sømme listerne fast med to små søm og lidt trælim i begge ender. Jeg lavede et mellemrum, som jeg selv synes, var pænt, men det kan man jo selv styre også alt efter hvor brede lister, man vælger.

Herefter malede jeg puslebordet ad to omgange. Malingen er en træmaling fra Røverkøb (Hafnia) i glans 40 i den fineste pastelgule farve. En bøtte med 0.675 ml var rigeligt til puslebordet to gange, og der var formentlig også nok til en tredje gang. Selvom malingen har en høj glans, så har den en flot mat finish. Det er dog vigtigt – særligt med et puslebord – at det kan tørres godt af, og det kan en glans 40 jo tåle. Farven hedder Mojave 1B hos Røverkøb, hvis du føler dig inspireret til at bruge samme farve. Jeg overvejer hvert fald kraftigt at finde en væg i huset, som lige trænger til en gul maling!

Indkøbsliste til SNIGLAR-hack:

  • IKEA SNIGLAR puslebord (find det brugt, der er mange, som sælger).
  • Fint sandpapir.
  • Træmaling, mindst 0,5 L, f. eks. Hafnia i glans 40 fra Røverkøb.
  • Små søm og eventuelt trælim. Sidstnævnte kan formentlig undværes.
  • Trælister i den bredde, du synes er pæn.
Det færdige resultat – jeg er helt vild med den sarte gule farve og det fine look, som listerne giver.

Indretning af puslepladsen

Med et lille puslebord skulle man tænke, at der ikke var plads til de store indretningsmæssige udfoldninger, men det er jeg ikke enig i. Det er klart, at der øverst ikke kan ligge meget andet end en puslepude, men det er også rigeligt i min erfaring.

Det store åbne rum forneden kan rumme rigtig meget, og den gode højde kalder på indretning med forskellige kurve, kasser osv.

Hos os kommer puslebordet til at rumme det mest essentielle, da baby har skab på drengenes værelse, det vil sige vådservietter, bleer, stofbleer, plejeprodukter og lidt nattøj. Og selvfølgelig sutter! Jeg håber så inderligt, med to børn som ikke rigtig gad sut, at baby vil. Bibs har foræret baby de fineste sutter i barselsgave, som allerede ligger klar under puslebordet i den lille kurv. Sutterne kan f. eks. købes hos Parcellet, der har et rigtig godt udvalg fra Bibs.

Jeg håber, at indlægget har givet dig inspiration til at indrette med puslebord på småt med plads, og at du har fået lyst til at kaste dig ud i at forsøge at lave dit eget, personlige puslebord til din baby. Hvis du ønsker et mere lukket men stadig personligt puslebord, kan jeg varmt anbefale dig at lægge vejen forbi Ditte (aka @ditteblog), som på sin blog har lavet en rigtig fin guide til et IKEA puslebordshack baseret på det populære IVAR-skab.

Hvis du har spørgsmål til processen eller andet, så smider du bare en kommentar.

Kh. Emma Katrine

Børneværelse med farver

Dregenes deleværelse er altid genstand for så fin respons på Instagram, når jeg deler billeder derfra, og det gør mig bare så glad, at I kan lide det! Det er uden tvivl et af husets mest vigtige rum, for det betyder rigtig meget for os, at drengenes værelse er deres og indbyder til både leg, hygge og ro.

I det her indlæg vil jeg dele mine tanker omkring indretningen af værelset med jer og fortælle lidt om, hvor de forskellige ting i rummet kommer fra, og hvorfor vi har valgt dem.

Indlægget indeholder reklame.

Køjeseng med plads til leg

Drengenes huskøjeseng er bygget efter egen tegning.

Vores hjemmetegnede huskøjeseng bliver der altid spurgt rigtig meget ind til, når jeg deler billeder af drengenes værelse. Vi valgte at få lavet en køjeseng til dem allerede da Charlie var baby og Elliot var 1.5 år, fordi vi vidste, at de skulle dele værelse i mange år. Drengene er jo virkelig tæt på hinanden med kun 18 måneders aldersforskel, og vi synes, at det er både hyggeligt og praktisk, at de deler værelse. Vi bliver ofte spurgt, om den ene ikke vækker den anden osv., men det er sket yderst sjældent.

Min far tegnede sengen for ud fra vores ønsker. Oprindeligt blev den tegnet med skuffer neden under til opbevaring, men det fragik vi i sidste øjeblik, og det var faktisk rigtig heldigt, for da vi flyttede fra vores gamle andelslejlighed og ind i huset, så måtte vi skære lidt af benene for at få plads til sengen, da loftet på 1. sal i huset var lavere end lejlighedens.

Elliot flyttede ind i underkøjen allerede, da han var 1.5 år. Da vi flyttede ind i huset, og Elliot var knap 3 år, og Charlie knap 2 år, kom Elliot op i køjen øverst, og Charlie flyttede ind nederst. Det har fungeret super fint. I dag er de begge over alt i sengen og kravler nemt op og ned.

Vi gav ca. 1.500 kr. for sengen inklusive levering. Det er værd at forsøge at Google “huskøjeseng” eller “husseng”, såfremt man ønsker en seng magen til drengenes, da flere fremstiller lignende senge på bestilling.

Hygge med bløde tekstiler

Et blødt gulvtæppe for at skabe hygge

Gulvene i vores hus er muligvis lige så gamle som huset selv – 100 år i 2019. Det bærer særligt plankegulvene på drengens værelse præg af, idet de gennem mange års slid er blevet bløde og giver lidt efter visse steder. For at undgå at træet skal få sprækker, har vi derfor prioriteret et stort, lækkert og blødt gulvtæppe på værelset, som samtidig bringer en hyggelig bohome-agtig stemning til rummet.

En del af interiøret på drengenes værelse er af tekstil, da det bringer en blød, hyggelig varme til rummet. Et børneværelse skal i min optik være dekorativt og indbyde til leg, men det skal samtidig også være harmonisk og behageligt at sove i, da det også er et soverum. Den fine lille blad-ranke er fra LilleOktober på Instagram. Alfons Åberg er både en stoleforhøjer, en lille siddepuf og en dekorativ pude, og han forhandles hos TeddySit.

Indretning med personlighed

Vi synger ‘Jeg ved en lærkerede’ hver aften

Jeg elsker indretningsdetaljer med historie og personlighed. Siden Elliot var lille baby, har jeg sunget vuggevisen ‘Jeg ved en lærkerede’ for ham, og Charlie har derfor også fået den sunget hver aften, helt fra han lå inde i min mave. Den fine plakat fra TinyTails bringer liv til visen gennem illustrationen, og drengene kan relatere til plakaten gennem vores lille sangritual.

Det er desuden ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for trælegetøj – det er både smukt og funktionelt. Trælegetøjet på billedet er fra dygtige Ella & Frederik, bortset fra Kay Bojesen aben selvfølgelig, som vi har givet hver sin af i dåbsgave.

Bogen ‘Der var engang – for de yngste’ læser vi hver aften i. Den var en gave fra mormor til Charlie, og der er gode klassikere som Bukkebruse, Niels hjælper mor, Kalles nye kasket samt rim og sange i.

Karlekammerskabet, som det hele står på, blev fundet på Den Blå Avis inden vi købte huset og sat i stand med en gang maling og hjemmelavede hylder. Det huser begge drenges garderobe uden problemer.

Planter på børneværelset

Planter skaber liv og bedre indeklima

Alle ved at planter er både dekorative og med til at skabe et bedre indeklima, men i “traditionel” indretning ser vi dem sjældent anvendt i børneværelser. Det er en rigtig skam, for der er næsten ikke noget vigtigere sted at have et godt indeklima end der, hvor ens børn sover. Der er 3 planter på drengenes værelse, som alle er placeret strategisk uden for rækkevidde, for det kan selvfølgelig være rigtig spændende at lege gartner, når man er alene oppe på sit værelse. Den ene plante står på en fin hylde fra Oliver Furniture, og de to andre hænger i vinduet, som det kan ses på næste billede. Alle planterne er fra Hello Nature, som leverer planter fra deres webshop til hele landet.

Langt det meste af drengenes legetøj har vi nede i stuen, da de oftest vil være, hvor vi er, men de har også en del på børneværelset. For at skabe ro i forhold til, at rummet også bruges til at sove i, står kun udvalgt legetøj fremme mens det andet er let tilgængeligt opbevaret i fx kurve på gulvet.

Den fine og dekorative løveplakat er fra leoleo, et lille familieejet brand, som laver de flotteste sager til de små centreret omkring deres ikoniske løve.

Fra babyseng til hyggesofa

Genbrug af Charlies gamle Yomi bed

Charlies gamle Yomi-seng fra Sebra var alt for fin til at komme videre, da han gik over til at sove i køjesengen, og derfor tog vi siden af for at give den nyt liv som en hyggesofa på værelset. Den bliver brugt hver aften, når vi læser godnathistorie og nogle gange også af overnattende små gæster.

Plads til at pusle

En rolig pusleplads til hyggelige stunder

Vi bruger stadig puslebord til Charlie, primært efter bad. Det er hyggeligt at få ham op i øjenhøjde, når han bliver tørret og smurt ind i lotion. Selve puslepladsen er relativt rolig i farvene, fordi fokus skal være på vores relation, når den bruges, og ikke en milliard andre ting.

Puslebordet er fra Ikea med et lille hack i form af nogle store, pastelfarvede keramikhåndtag fra Anne Black. På den måde er både bleer, vådservietter og diverse plejeprodukter lige ved hånden men pænt gemt af vejen. De fine trækasser på væggen er malet i samme farve som selve væggen og indeholder en blanding af legetøj og pyntegenstande.

Tips til indretning af børneværelset

Farver i indretningen gør glad

Hvis du er lige så vild med farver i indretningen, som jeg er, og du gerne vil have flere af dem ind på børneværelset, så kommer mine bedste bud til det her:

Vælg farver, der gør dit barn og dig selv glad. Bare husk at tænke over, hvis rummet også skal bruges som soverum, at farverne ikke bliver så overvældende, at det kan blive svært at falde til ro i rummet.

Tænk ikke så meget over, om farverne “passer” sammen, men mere om tingene harmonerer sammen i rummet. Det er et børneværelse – børn elsker farver, og de fleste farver passer heldigvis fint til hinanden. Vi har fx både beige, grøn, orange, blå, rød, sort, træ, grå, gul og hvid i rummet, men ingen af farverne er mere dominerende end de andre.

Tænk på jeres historie og traditioner, når I skal skabe detaljer på værelset fx ved valg af plakater.

Tænk også praktisk – rummet skal kunne bruges nu og i fremtiden, så vælg gerne børnemøbler, der med tid kan få en anden funktion på værelset, fx som vores hyggesofa eller puslekommode.

Jeg håber, at du kunne lide min lidt mere uddybende gennemgang af vores børneværelse. Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at skrive en kommentar eller sende mig en DM på Instagram.

Kh. Emma Katrine